Danskerne søger ud i det fri som aldrig før
Danskerne søger udenfor hjemmets fire vægge, og interessen for diverse naturoplevelser er stigende.
Bål, klatring og overnatning i det fri er kommet i fokus. Tal fra Naturstyrelsen viser, at bookinger af landets lejrpladser er steget med mere end 150 procent fra 2013 til 2021, og det kan mærkes flere steder i Midt- og Vestjylland.
Blandt andet ved Vandtårnet i Ikast. Hvis du er en af dem, der søger et adrenalinkick, før du lander på lejrpladsen, så kan du her få lov til at hænge ud 20 meter over jorden.
- Jeg synes bare, det er fedt at være ude og lave en masse aktiviteter i naturen. Bare det at få noget frisk luft, det giver bare et eller andet, siger Peter Hell Mott, som TV MIDTVEST taler med, mens han er i gang med at rappelle ned ad tårnet.
Peter Hell Mott er i hænderne på Anker Bukholt, der er kursusleder hos Team Nord i Videbæk. Firmaet arrangerer udendørs oplevelser lige fra kano- og mountainbiketure til rappelling og træklatring. De oplever i den grad danskernes iver for at komme ud i det fri.
- Det er hr. og fru Danmark, der skal ud at spise naturen, som vi kalder det. Når der har været gang i den, så har der virkelig været gang i den. Vi har ikke kunnet følge med, siger Anker Bukholt.
Efterspørgsel efter friluftsgrej
Dem, der skal sælge udstyret til alle de friluftsglade danskere, mærker også interessen for diverse former for udendørs aktiviteter. Hos Spejder Sport i Herning, har de, siden coronaens indtog, oplevet en stigning i antallet af kunder.
- Vi har haft rigtig travlt, siger Rasmus Ottesen, der er butikschef i Spejder Sport i Herning.
Kunderne vil have vandrestøvler, frysetørret mad, dagturstasker, soveposer og liggeunderlag. Særligt salget af fodtøj er steget de sidste år, fortæller Rasmus Ottesen.
Butikschefen fortæller, at danskerne har fået smag for at komme ud at sove i shelter, og dermed er interessen for at have en god sovepose og et godt liggeunderlag også steget. Rasmus Ottesen fortæller, at coronanedlukningen sparkede gang i salget, men interessen er ikke forsvundet.
- Vi oplever, at folk kommer igen, fordi de er blevet bidt af det – altså de er blevet bidt af outdoor og af naturen, siger Rasmus Ottesen.
Hvis du ikke allerede har overgivet dig til naturoplevelser og den friske luft, har Peter Helle Mott en anbefaling fra Vandtårnet.
- Man kan lave så mange forskellige ting. Så hvis man ikke lige er til at hoppe ud fra et tårn, så kan man tage ud i skoven, sejle i kano eller tage en tur på mountainbike. Der er bare så mange muligheder, det er noget af det, jeg godt kan lide.