Flere ældre trækker i træningstøjet
En dugfrisk rapport viser, at flere end hver anden dansker i aldersgruppen 60+ motionerer mindst en gang om ugen.
En stor bølge af ældre er de senere år skyllet ind over idrætsforeningerne for at dyrke motion.
De store organisationer Danmarks Idræts Forbund (DIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger(DGI) har siden 2012 fået over 40.000 nye medlemmer over 60 år.
Faktisk viser en dugfrisk rapport fra Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, at flere end hver anden dansker i aldersgruppen 60+ motionerer mindst en gang om ugen.
Det er specielt aktiviteter hvor idræt kombineres med socialt samvær, der får seniorerne til at hoppe i idrætstøjet, og det kan de skrive under på i Ikast-Brande kommune, hvor ældre-idrætten vinder terræn.
Gymnastikken er blot en af mange aktiviteter i Foreningen Senior Sport og Motion Ikast-Brande, som på blot ti år har fordoblet medlemstallet.
- Medlemmerne de er de bedste ambassadører for os. Det er dem, som slæber nye folk ind. For når det er et godt sted at være, anbefaler de det også til andre, fortæller Evald Pedersen, som er formand for Senior Sport og Motion i Ikast Brande kommune.
En national tendens
Dermed følger foreningen den nationale tendens, hvor markant flere ældre i disse år finder vej til idrætten.
- De ældre danskere de er blevet meget mere bevidste om, at det og dyrke motion gør noget godt for dem. Og det er dejligt at være en del af et fællesskab i en forening, forklarer Trine Wittenhoff, der er projektleder hos bevæg dig for livet-senior.
Et øget fokus på det sociale element i motionen er det, som i første og fremmest trækker i den ældre generation.
- Man ved, at der er nogen, der venter på, at man dukker op, og der er nogle, der glæder sig til, at man skal ses. Og så er der mulighed for at sidde og diskutere verdenssituationen hen over en kop kaffe, og det kan være rigtig hyggeligt, uddyber Trine Wittenhoff.
Forskellig behov
Samtidig er foreningerne blevet bedre til at målrette aktiviteter, som rammer seniorernes meget forskellige motions-ønsker.
- Nogle er tændte af at skulle ud og køre mountainbike, og nogle er tændt af at være i en hal på et gymnastiskgulv. Så vi har og gøre med meget forskellige seniorer, og der skal vi rette vores tilbud ind, så de passer til den her meget brede målgruppe, siger Trine Wittenhoff.
Der er dog fortsat en stor gruppe inaktive ældre, som blandt andre Ikast-Brande Kommune meget gerne vil aktivere.
- Potentielt set så har vi faktisk nogle mål, som siger, at vi gerne over de næste fem år vil have omkring 1000 flere, som er fysisk aktive, siger Christian Rytter Valbak fra Ikast Brande Kommune.