For 12 år siden blev sovebyen ramt af en ”katastrofe”: Nu er der sket noget overraskende

En gruppe borgere har kæmpet for at få de togafgange, de mistede for 12 år siden, tilbage til deres by. Og det er lykkedes til deres egen store overraskelse.

Toggruppen i Engesvang glæder sig over, at togene nu kører gennem deres by langt oftere.
Toggruppen i Engesvang glæder sig over, at togene nu kører gennem deres by langt oftere.
Foto: Privatfoto

Aflysninger på grund af materielforhold, sygdomsramt personale eller signalproblemer, som gør, at der i bedste fald indsættes togbus eller i værste fald bare aflyses.

Der går ikke mange dage imellem, at vi her på TV MIDTVEST kan fortælle om problemer for togoperatøren GoCollective. 

Men i stationsbyen Engesvang i Ikast-Brande Kommune har togoperatøren fået nye fans. Det fortæller Niels Henrik Jensen, der selv kalder den by, han bor i, for en ”rigtig soveby”.

Engesvang ligger på togstrækningen mellem Silkeborg og Herning, og byen har godt et par tusinde indbyggere. For omkring 12 år siden blev Engesvang ramt af det, som Niels Henrik Jensen kalder en ”katastrofe”.

- Vi blev nedprioriteret som stoppested for toget, så det siden kun er stoppet en gang i timen i begge retninger, hvor det tidligere stoppede hver halve time. Det betyder faktisk enormt meget for mobiliteten i sådan en by som vores, hvor især vores børn og unge er helt afhængige af toget, når de pendler til skoler og studiesteder, fortæller Niels Henrik Jensen.

Genoptog en gammel kamp

Dengang forsøgte borgerne i Engesvang at råbe op og få omgjort beslutningen, men anstrengelserne bar ikke frugt.

Men nu er der sket noget. Det er netop vedtaget i Trafikministeriet og Trafikstyrelsen, at Engesvang igen får halvtimesdrift. Det sker efter, at Niels Henrik Jensen sammen med andre lokale kræfter i Engesvang har råbt op.

- Vi er en gruppe lokale pendlere, som har kaldt os toggruppen, og vi har forsøgt at få flere afgange. Det har været en kamp at få råbt op, og det ville ikke rigtig lykkes for os. Men så tog vi fat på nogle borgere i Svejbæk, som var lykkedes med det samme projekt, og de henviste os til GoCollective, som har hjulpet os gennem systemet. Så nu kan det da godt være, at de hos GoCollective skal have et par flasker rødvin til julefrokost, siger en glad Niels Henrik Jensen og tilføjer:

- Vi er nærmest måbende. Det er ikke hverdagskost, at en lille by som vores får noget tilbage, som vi har mistet. Det er virkelig glædeligt.

For det har virkelig stor værdi, når toget kommer forbi og åbner sine døre. Det er toggruppen selv eksempler på. 

Karsten Moskjær Kofod pendler dagligt til og fra sit job i Århus, og halvtimesdrift giver ham mulighed for større fleksibilitet i hverdagen.

Niels Henrik Jensen er vild med tog og snupper gerne toget, når han skal ud på konsulentopgaver. Sine ferie bruger han også gerne på interrail rundt i Europa med familien.

Sofie Grods er mor til en 12-årig superpendler. Hendes datter går i skole i Silkeborg og bruger toget dagligt.

Fra venstre H.C. Jørgensen, Karsten Moskjær Kofod, Mikael Würtz, Sofie Grods og Niels Henrik Jensen.
Fra venstre H.C. Jørgensen, Karsten Moskjær Kofod, Mikael Würtz, Sofie Grods og Niels Henrik Jensen.
Foto: Privatfoto

Hos GoColletive oplyser kommunikationsrådgiver Mikkel Juul, at togoperatøren ganske rigtigt har hjulpet den lokale gruppe. Dog afviser han, at GoCollective har nogen indflydelse på beslutningen.

- Vi er ikke aktiv del af det, men transportsektoren er svær at forstå, så når vi får en henvendelse som for eksempel den her, guider vi gerne gennem systemet, så folks henvendelser havner de rigtige steder. Men i sidste ende afgøres de her ting af ministeriel og styrelsen og ultimativt af politikerne i forligskredsen bag trafikforliget, forklarer Mikkel Juul.

Den nye køreplan, hvor Engesvang altså får dobbelt så mange afgange, træder i kraft engang i december.