Her er regeringens plan: Kriminelle udlændinge flyttes fra Kærshovedgård
Det nye center skal står klart på Langeland i foråret 2022.
Regeringen vil oprette et nyt udrejsecenter i Holmegaard på Langeland.
Det oplyste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye på et pressemøde onsdag formiddag.
Det nye center skal huse enlige personer på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle udlændinge, og dermed regner regeringen med at løse en del af problemerne på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording, hvor almindelige afviste asylansøgere bor dør om dør med kriminelle udlændinge.
Ifølge Tesfaye drejer det sig om cirka 130 personer.
Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyser i et skriftligt svar, at der i slutningen af april var 270 personer indkvarteret på Kærshovedgård. Heraf var cirka 90 personer udvist ved dom, 40 personer på tålt ophold og godt 140 personer var afviste asylansøgere.
Det nye udrejsecenter skal efter planen være i fuld drift i andet kvartal af 2022, hvor den sidste sidste person på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle udlænding skal forlade centret i Midtjylland.
Erstatning for Lindholm
Den borgerlige regering foreslog i 2018, at de udvisningsdømte og personer på tålt ophold skulle flyttes til et nyt udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt, men den plan blev droppet, da Socialdemokratiet kom til magten året efter.
Siden da har regeringen lovet at komme med en ny plan, og det bliver altså et nyt udrejsecenter på Langeland, som ifølge Tesfaye vil være væsentligt billigere end Lindholm. Det nye center vil ifølge ministeren være klar til brug om et års tid.
- Vi har i Danmark over 100 udlændinge, der er dømt til udvisning, men ikke vil rejse hjem. Det er totalt uholdbart. Hvis vi kunne, så ville vi sætte dem på et fly i morgen. Men så let er det ikke. Så havde tidligere regeringer løst udfordringen.
- Jeg vil derfor ikke sige, at alle dømt til udvisning er ude af landet i morgen, men derfor skal vi ikke give op. Derfor prioriterer regeringen at få flest muligt, der ikke skal være her, til at rejse hjem, sagde Mattias Tesfaye.
Udrejsecenter Kærshovedgård har siden oprettelsen skabt utryghed i lokalsamfundet, og ministeren lagde på pressemødet ikke skjul på, at Bording efter hans opfattelse har betalt en for høj pris ved både at huse afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge.
Regeringen åbner for kompensation til erhvervsdrivende og borgere på Langeland, som ønsker at installere ekstra sikkerhed i deres hjem eller butikker, når de afviste, kriminelle udlændinge kommer til Langeland.
- Inden udrejsecentret åbner, vil regeringen fremlægge en model for kompensation, siger Tesfaye.