Her lever "Black Friday" for alvor op til navnet
Black Friday kan opfattes på mange måder. Nogle børnefamilier går i sort.
I Holstebro og Ikast praktiseres sort fredag på en lidt anden måde, end vi kender den.
For mens den store handelsdag får flere midt- og vestjyder i landets butikker, trækker andre i stedet stikket for at komme væk fra forbrugsfesten.
Konceptet er en mørkevandring i skoven med lanterner, hvor børnefamilierne kan få lov at komme ud i naturen uden at bruge hverken penge eller belaste klimaet.
- I stedet for at tage ud og overforbruge, så lad os i stedet tage en anden værdi, som er vores familie, siger Maria Mosegaard, der er forperson for Danmarks Naturfredningsforening Ikast-Brande.
Det er Danmarks Naturfredningsforening, der arrangerer turene rundt om i landet, som skal bringe familierne tættere sammen.
Ifølge Dansk Erhverv forventes det, at 4 ud af 10 forbrugere er klar til at shoppe i forbindelse med Black Friday. Forbrugerne forventes at handle for 3650 kroner, hvilket er 16 procent mere end sidste år.
De penge har Maria Mosegaard dog ikke tænkt sig at bruge i dag.
- Jeg må finde den tid til at købe julegaver en anden dag. Men jeg forstår også godt, hvis man vil ud og have et godt tilbud, så skal man bare gøre det. Jeg har bare personligt ikke noget, som jeg mangler, eller min familie mangler, siger hun.
Er det her en protest mod Black Friday?
- Det er ikke en protest mod at få et godt tilbud. Det er en protest imod, hvordan vi som samfund overforbruger.