Ingen alkohol og juleand: Kim gør sig klar til at gå 1100 kilometer i ekstrem kulde

Det er ikke en jul som alle andre for Kim Bo Larsen. Han forbereder sig nemlig på et stort eventyr.

_DSC4319
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

1100 kilometer på ski i temperaturer ned til minus 40 grader.

Det lyder for de fleste måske ikke som en rigtig drømmeferie, men det er ikke desto mindre det, som 33-årige Kim Bo Larsen fra Ejstrupholm ved Brande drømmer om.

Til februar tager han turen til Nordkapp i det allernordligste Norge, hvorfra han alene vil krydse Lapland gennem Norge, Finland og Sverige på ski, til han krydser polarcirklen. En tur på cirka 1100 kilometer, som han forudser vil tage omkring 44 dage.

- Jeg er i bund og grund konkurrencemenneske, men jeg konkurrerer ikke mod andre. Jeg konkurrerer mod mig selv. Ej, jeg konkurrerer nok også lidt mod dem, der siger, det er en tosset idé, fortæller han og fortsætter:

- Men motivationen er også, at når jeg en dag bliver gammel og ikke kan gøre de her ting længere, så har jeg det her at tænke tilbage på. Det her giver fantastiske minder om noget, som meget få mennesker har gjort.

Kim Bo Larsen træner blandt andet til sin tur ved at gå lange ture med dæk slæbende bag sig. Det skal forberede ham på at slæbe alt sin bagage efter sig i Lapland.
Kim Bo Larsen træner blandt andet til sin tur ved at gå lange ture med dæk slæbende bag sig. Det skal forberede ham på at slæbe alt sin bagage efter sig i Lapland.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Ingen juleøl

Selvom Kim Bo Larsens tur først er til februar, så er han allerede godt i gang med at forberede sig, og det går udover årets julekost.

- Julen er påvirket af, at jeg ikke drikker alkohol og er på en ret stram kostplan. Det fungerer ikke særligt godt i december, fortæller han og fortsætter:

- Det er helt vildt fristende at spise juleand og drikke en kold juleøl. Men så tænker jeg på, at der en grund til, at jeg ikke skal gøre det. Og det kan motivere.

Formen skal være god, når det store eventyr starter. Kim Bo Larsen skal nemlig slæbe både telt og anden oppakning bag sig på en pulk. Derfor er han heller ikke bange for at falde i.

- Det har taget 10 måneder med forberedelse nu, hvor jeg har levet i sådan en lille boble. Nu er jeg så tæt på målet, at det ville være tosset at træde ud af den boble bare for en kold juleøl.