International skole i nye lokaler

International School Ikast-Brande har skudt skoleåret i gang i en stor ny bygning. Flere og flere elever har fået skolen til at udvide.

ikast_int_skole_14082013_0.jpg

Den internationale skole i Ikast-Brande er åbnet med 2600 nye kvadratmeter, som både rummer skole, SFO og børnehave. Skolen, der udelukkende underviser på engelsk, er så populær at den nu er blevet nødt til at udvide til større lokaler.

130 elever er klar til det nye skoleår på den internationale skole, som med den nye bygning har plads til 200 elever. Tilbage i 2009 startede der 12 elever på skolen. Inden for de sidste 4 år har International School altså oplevet en markant fremgang i elevtallet.

Det voksende elevtal skyldes især at børn til forældre, der arbejder på de store virksomheder i området vælger den internationale skole frem for folkeskolen.

- Jeg tror, vi bliver ved med at udvide. Men spørgsmålet er, hvor vi skal udvide. Det kommer også an på det lokale erhvervsliv, og om de ansætter folk, der vælger at deres børn skal gå her på skolen, siger Ricardo Passo skoleleder på International School Ikast-Brande.

Bygget til undervisning

Den nye skole er designet specielt til undervisning. Bygningen er i to etager, med lyse teglsten og er opbygget som en lille by med små huse, der ligger omkring et torv og små gader. Den nye skole er tegnet af C. F. Møller og er placeret ved Vestergade og Bøgildvej i forlængelse af det eksisterende uddannelsesmiljø.