'Jernhård lady' har selv vundet masser af guld: - Det er alle spilleres drøm
Når Danmark søndag skal spille om EM-guld, så er det noget helt særligt. Sådan lyder det fra en af legenderne i dansk håndbold, som selv har vundet alt, der er at vinde med landsholdet.
Hun har to olympiske guldmedaljer, en enkelt fra VM og yderligere to fra EM.
Tonje Kjærgaard var en del af 'De Jernhårde Ladies', som vandt medaljer på stribe med Danmarks kvindelandshold i håndbold i 90'erne, så hun ved om nogen, hvordan det er at stå i en finale til et stort mesterskab.
- Når man når hele vejen til en finale, har man jo været dybt koncentreret i 14 dage. Og så få lov at komme med helt til slut og spille med om guldet, det er jo alle spillernes drøm, fortæller Tonje Kjærgaard, da vi fanger hende til et håndboldstævne i Ikast, hvor hun er afsted med sine niecer.
Ikast hallerne har været Tonje Kjærgaards andet hjem. Her spillede hun hele sin karriere og fik hele 428 kampe i den gule trøje.
På landsholdet fik hun 139 kampe og hele syv medaljer. Blandt andet EM-guld efter en finale sejr mod Norge og en af sølv mod selvsamme. Så hun ved godt, hvor stor forskellen er på metallets farve.
- Det er klart, at guld er sjovest, selvfølgelig. Men hvis man går ind til en kamp og ikke er favorit, så kan man jo også godt være glad og stolt af sølvet. Måske bare ikke lige på det tidspunkt, hvor kampen er slut, lyder det med et smil.
Idoler for de unge
Mens flere i Ikast Hallen i 90'erne havde travlt med at efterligne Tonje Kjærgaard og Anja Andersen, er der nye idoler i dag.
Her er det Emma Friis og Anna Kristensen, som bliver forsøgt kopieret, og det gør faktisk en forskel at have nogle at se op til.
- Der er ingen tvivl om, at når landsholdet klarer sig godt, så afspejler det sig ude i klubberne. De små piger vil gerne gøre det, de ser nogle af stjernerne gøre på fjernsynet. Så der er ingen tvivl om, at det smitter af. Og det er jo bare skønt at se sådan nogle små piger her gå og have det sjovt med en bold, fortæller Tonje Kjærgaard.
For én ting er at vinde medaljer og mesterskaber. Det allervigtigste og bedste i håndbold, selv for en tidligere jernhård lady, er altså ikke nødvendigvis at vinde.
- Fællesskab og have det sjovt med hinanden. Det er det største, konstaterer hun.