Kærshovedgård-nabo føler sig snydt: Hjælp på vej til Langeland, men ikke til Bording

Udlændinge- og integrationsministeren lover utrygge naboer på Langeland at hjælpe med sikkerhedsforanstaltninger. Men sådan et løfte har de aldrig fået i Bording.

2:21
Ole Tranberg er nabo til Kærshovedgård. For at sikre sig mod centerets beboere, har han blandt andet købt en vagthund.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Mens udlændinge- og integrationsministeren lover hjælp til de lokale på Langeland, hvor et nyt udrejsecenter skal ligge, så undrer naboerne til Kærshovedgård i Bording sig over, hvorfor de aldrig har fået et lignende tilbud.

En af de nærmeste naboer til det nuværende udrejsecenter i Midtjylland er Ole Tranberg. Allerede da centeret blev etableret i 2016, gik han i gang med at sikre sig selv og sin familie for flere hundrede tusinde kroner med hegn, et alarmsystem og en vagthund.

- Vi har måttet klare os selv fra dag ét. Der har ikke været nogen hjælp at hente. Intet overhovedet, siger Ole Tranberg.

Nabo: Det er en livline

Planen om det nye udrejsecenter på Langeland blev onsdag formiddag præsenteret af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde.

I forbindelse med etableringen af det nye udrejsecenter på Langeland vil Fyns Politi have ekstra fokus på at sikre trygheden i området, og politiet vil gennem dialog med lokale borgere følge udviklingen meget nøje, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig kan private og erhvervsdrivende søge om støtte til foranstaltninger, der kan være med til at øge trygheden i lokalområdet.

Den form for tilbud havde Ole Tranberg gerne taget imod. 

- Sådan et løfte giver en sikkerhed om, at hvis man en dag får brug for hjælp, så er den der, og så vil ressourcerne blive stillet til rådighed. Det er bevidstheden om, at du har en livline, som jeg tror, kan give sikkerhed i sådan en situation, siger han.

Uklart hvem der kan få hjælp

I Venstre er man glade for den støtte, der er lovet naboerne til det nye udrejsecenter på Langeland.

- Det synes jeg i sig selv er glædeligt, jeg synes så, det er lidt mere træls, at dem i Bording ikke har fået noget, siger det lokale folketingsmedlem Carsten Kissmeyer.

Hvis ikke kompensationen også kommer til at gælde naboerne til Kærshovedgård, kan der være tale om forskelsbehandling, mener han.

- Hvis man vælger en anden model på Langeland, så tænker jeg, at så bør man også rette op på den skade, man har forvoldt i Bording og omegn.

Det har ikke været muligt for TV MIDTVEST at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, men ministeriet oplyser, at detaljerne omkring private og erhvervsdrivendes mulighed for at søge støtte til sikkerhedsforanstaltninger endnu ikke er fastlagte.

Derfor vil det først være muligt at få mere at vide på et senere tidspunkt

Det betyder, at det stadig er uklart, hvorvidt naboerne til Kærshovedgård får glæde af den nye støtteordning.