Kim var klar til sit store eventyr, men så lukkede Norge grænserne
Det var meningen, han skulle være på vej i karantæne i Norge lige nu. I stedet sidder Kim Bo Larsen stadig fast i Danmark.
Alt var ved at være klart, og Kim Bo Larsen fra Ejstrupholm ved Brande var kun få dage fra endelig at være på vej på den rejse, han har trænet op til i måneder.
Han var klar til at gå intet mindre end 1100 kilometer på ski hen over Lapland, men i stedet sidder han nu stadig i Danmark.
Startlandet Norge har lukket sine grænser i 14 dage, for at begrænse smitten med coronavirus.
- Det er superfrustrerende. Jeg havde sådan glædet mig til endelig at komme afsted, og så sker det her lige et par dage inden. Det virkede ellers til, at den var hjemme, fortæller Kim Bo Larsen ærgerligt og fortsætter:
- Jeg havde ikke vurderet risikoen som særlig stor. Hvis det ville ske, så troede jeg, det ville være sket.
Ny plan
Kim Bo Larsen har dog ikke givet op endnu og håber, at Norge igen åbner grænserne, når de 14 dage er gået. Flybilletterne er booket, og alt er klart.
- Jeg prøver at holde gejsten lidt oppe og holde formen ved lige. Bruger noget tid i sommerhus på Fur, forklarer han.
Det var også sommerhuset, han var i, da han fik meldingen om, at Norge ville lukke grænserne. Han havde en chance for at nå ind i Norge i sidste sekund, men den endte han med at vælge fra.
- Jeg vurderede, at det var mere fornuftigt at blive hjemme, for jeg var ikke velkommen. Jeg prøvede også at vende den om, hvis det nu var en nordmand, der var kommet for at gå Hærvejen, så ville vi synes det var noget underligt, slår Kim Bo Larsen fast.