Kronprinsen på kongejagt
Kronprins Frederiks glæder sig til at spise krondyr-kød fra Gludsted Plantage - og fortælle sine børn om oplevelsen.
Gludsted Plantage i Ikast-Brande Kommune fik torsdag formiddag fornemt besøg.
Kronprins Frederik deltog i den årlige kongejagt, hvor de i alt 20 skytter forenede det nyttige med det sjove. Jægerne gik på jagt efter krondyr, og dem er der ifølge Naturstyrelsen for mange af i plantagen.
- Vi skal have nedbragt bestanden af hensyn til de omkringliggende marker, og det er dejligt, at der kommer nogen og vil hjælpe med det, sagde skovrider Poul Ravnsbæk til TV MIDTVEST inden jagten.
Prins Henrik og prins Joachim har tidligere deltaget i kongejagter i Gludsted - men det var første gang, kronprinsen besøgte den midtjyske plantage.
Kronprinsen fortalte, at han gerne ville have noget af kødet med hjem.
- Det er sundt og fyldt med proteiner og energi. Og så er det sjovt at fortælle ens børn, hvad det er de spiser. Mine børn er gode til at være lidt nysgerrige hvad angår føden. Og det er klart, at når far selv har skudt en hjort, så er det ekstra spændende, sagde den kongelige jæger.
Interview med kronprins Frederik: