Marokko-video delt blandt elever på nordjysk folkeskole
Skole holder møde med eleverne om drabsvideo, der florerer blandt skolens elever på sociale medier. Børns Vilkår anbefaler forældre til at tale med børn, der har set videoen.
Allerede den 19. december bekræftede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at der florerede en henrettelsesvideo på internettet af drabet på norske Maren Ueland og hendes danske veninde Louisa Vesterager Jespersen. En folkeskole i Aalborg-kvarteret Vejgård har konstateret, at videoen florerer imellem elever på skolen, det skriver dr.dk.
Selv om både danske og norske myndigheder har forsøgt at begrænse videoen, er det altså ikke lykkedes. På Vejgård Østre Skole samlede ledelsen eleverne fra 7. og 8. klasse mandag for at tale om videoen.
Terrordræbt
24-årige Louisa Vesterager Jespersen, der er vokset op og har gået på gymnasiet i Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne blev mandag den 17. december fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko. Der var tegn på vold fra et skarpt instrument på kvindernes hals.
De marokkanske myndigheder har anholdt en række personer i sagen, som efterforskes som terror. Flere medier har rapporteret, at nogle af de anholdte skulle have tilknytning til den militante gruppe Islamisk Stat.
Formand for skolebestyrelsen på Vejgård Østre Skole bakker op om skolens beslutning om at samle eleverne og tale om videoen.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, at videoen overhovedet er blevet delt. Det skulle den jo slet ikke have været, og jeg mener egentlig, at det var bedst at tie den ihjel.
- Men når den først er ude, og der er et stort antal, der har set den, så synes jeg, det er fornuftigt, at man tager dialogen og snakker lidt etik og moral, og om hvad der sker på videoen. For jeg tror hverken, det er første eller sidste gang, det sker, siger Michael Klitgaard Mikkelsen til DR.
Skolen har rådgivet sig med forvaltningen i Aalborg Kommune, der rådede skolen til ikke at gøre et stort nummer ud af videoen, for at undgå at intensivere elevernes interesse for den. Men ifølge skolebestyrelsesformanden er der ikke kun tale om et fåtal, der har set videoen.
- Er det kun nogle få elever, der har set eller har kendskab til videoen, så er det, hvad det er. Men når der først er flere, som har set den, og måske et mindretal, der ikke har, så skaber det også et pres på resten af eleverne.
- For at fjerne det pres synes jeg, det er fornuftigt at sikre, at vi får det lukket ned, så det ikke fortsætter, siger Michael Klitgaard Mikkelsen, der selv har en datter i fjerde klasse.
Børns Vilkår anbefaler, at du sætter dig ned og taler med dit barn om det, hvis dit barn har set videoen, da den er meget ubehagelig.