Plejecenter udvalgt til at strejke: Kan gå ud over tøjvask og rengøring
Plejecenter Østervang er et af de steder, der bliver ramt af en potentiel strejke. Plejehjemmets beboere kan komme til at undvære eksempelvis tøjvask og rengørig.
Overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet, der repræsenterer over 500.000 kommunalt ansatte, er brudt sammen, og nu er der varslet konflikt. Det kan ende med strejke for mange tusinde ansatte. Og det scenarie forbereder de sig nu mentalt på, på Plejecenter Østervang i Klovborg.
- Vi vil selvfølgelig helst undgå det, men de skal heller ikke blive ved med at træde på os, siger Charlotte Lund Mathiasen, der er fællestillidsrepræsentant for sosu-personalet i Ikast-Brande Kommune.
Fagforbundet FOA og arbejdsgiverne skal forhandle om, hvilke arbejdsopgaver der ikke skal løses, hvis der skulle komme en strejke. Plejecenter Østervang er et af de steder, der er udvalgt til at strejke, og Charlotte Lund Mathiasen forudser, at det bliver rengøring, tøjvask og måske endda bad, der bliver nedprioriteret, hvis det kommer så vidt.
- Men de skal selvfølgelig have tilbudt toiletbesøg, have mad og passes efter bedste evene med det antal folk, der nu kommer på arbejde, uddyber hun.
Klar på at strejke
En strejke er ikke drømmescenariet for nogen af parterne i konflikten, men hvis det er det, der skal til, så er de ansatte på plejecenteret i Klovborg klar til at tage midlet i brug.
- Jeg håber selvfølgelig, at de kommer til enighed og kan forhandle sig ud af det her, så vi ikke skal i strejke. Men skal vi strejke. Så gør vi det, og så er vi klar, lyder det fra fællestillidsrepræsentanten.
På gaden i Klovborg er meningerne delte om en potentiel strejke hos personalet på byens plejehjem.
- Det er et meget svært spørgsmål. Jeg kan godt forstå dem begge to, men jeg synes bare, at det er synd for de gamle. De har jo ikke en chance, siger Lis Tønnesen.
Vagn Åge fra Hunderup er ligeledes bekymret for, at det går ud over de ældre, hvis personalet ikke er fuldtallige.
- Jeg synes, at det er synd, at det er de ældre, der skal tages som gidsel, siger han.
Men Hanne Gjerlevsen kan godt forstå, at de ansatte sætter foden i jorden.
- Jeg synes, at det er i orden. De får ikke for meget i løn, dem, der går og passer de ældre, lyder det.
Alt i alt har FOA udpeget omkring 10 procent af medlemmerne til at indgå i første bølge i den truende konflikt.