Politiet skruer op for patruljeringen ved Kærshovedgård
Flere borgere nær Kærshovedgård har følt sig utrygge. Nu opruster politiet med flere patruljer i området.
Efter flere rapporter om kriminalitet ved området nær Udrejsecentret Kærshovedgård skruer Midt- og Vestjyllands Politi nu op for patruljeringen ved centret.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Beslutningen om at skrue op for det synlige politi i området kommer ifølge politiet efter et møde med lokale repræsentanter onsdag.
- Vi fik en del beretninger om hændelser af utryghedsskabende karakter, blandt andet i Isenvad, hvor vi ikke har været opmærksomme på, at der kunne være problemer, siger chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Claus Hilborg til TV MIDTVEST.
- Det har vi taget hånd om med det samme, og derfor øger vi patruljeringen derude, fortsætter han.
Politiet fremhæver, at flere borgere i Isenvad føler sig utrygge, blandt andet fordi de oplever at blive råbt ad af beboere fra Kærshovedgård.
Chefpolitiinspektøren fortæller også, at politiet flere gange har været overraskede over nogle af de udmeldinger, som folk fra nærområdet er kommet med i medierne.
Ifølge Claus Hilborg har det nemlig ikke stemt overens med de beretninger, som politiet modtog, og derfor har det været svært for politiet at handle tidligere.
Han mener også, at politiet har været gode nok til at være opmærksomme på den usikkerhed, som borgerne i området kan opleve.
- Vi har alle mulige organer, hvor folk kan komme til os, og vi har altid sagt, at hvis der er det mindste, så skal folk komme til os, siger han til TV MIDTVEST.
Mere politi i Bording
Udover at sende mere politi forbi Isenvad, så lover politiet også, at man vil holde bedre øje med Bording Station.
Politiet skriver i pressemeddelesen, at man har problemer med henkastede cykler.
Derudover oplever erhvervsdrivende og rejsende en utryghedsskabende adfærd fra Kærshovedgård-beboerne på stationen.
Derfor vil Midt- og Vestjyllands Politi fremadrettet patruljere mere i Bording.
Særligt i forbindelse med togankomster og afgange, skriver politiet.
- Vi vil øge trygheden ved at patruljere noget mere, siger chefpolitiinspektøren.
Der bliver ikke tilført flere ressourcer, men bemandingen på Kærshovedgård skal fremover også patruljere i området omkring centeret.
- Nærpolitiet fra Ikast og Herning skal køre mere i området. De skal være mere synlige og tilgængelige for borgerne, fortæller Claus Hilborg.
Nyt udrejsecenter rokker ikke ved indsatsen
Midt- og Vestjyllands Politis planer om øget patruljering kommer kun én dag efter, at regeringen onsdag fremlagde sine planer for at enlige personer på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle udlændinge fra Kærshovedgård til et nyt udrejsecenter på Langeland.
Selvom Kærshovedgård dermed har udsigt til at få 130 færre beboere, så understreger politiet, at man vil fortsætte sin indsats.
- Det er klart, at når en opgave flytter ud af politikredsen, så må vi også forvente, at der flytter nogle betjente med. Vi har ikke nogle tal på det endnu, men det er, hvad vi kan forvente, siger Claus Hilborg.
- Men efter de oplysninger vi har lige nu, kommer vi stadig til at have en betjent på centeret døgnet rundt, fortsætter han..