Skypumpe ødelagde livsværk: Overraskende hjælp kan være på vej

Lille Malunds Have blev lørdag sat på den anden ende, da en skypumpe pludselig opstod omkring Klovborg og raserede den lokale attraktion.

0:32
En frustreret Bethina Gregersen mangler hjælp fra offentlige myndigheder.
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

Hvad koster det egentlig, hvis en skypumpe blæser gennem en have, der normalt fungerer som attraktion?

Det spørgsmål har de færreste nok stillet sig selv før, men Bethina og Preben Gregersen må nu forholde sig til det, efter Lille Malunds Have lidt uden for Klovborg ved Nørre Snede lørdag fik den ubudne gæst på besøg.

Skypumpen har nemlig ødelagt store dele af den ellers flotte have. Det voldsomme vejr, knækkede, flækkede og væltede træer.

Og ejer Bethina Gregersen regner med, oprydningsarbejdet koster flere hundrede tusinde kroner. Hun kan risikere at skulle betale selv.

Normalt, hvis man er uheldig, vil man melde det til sin forsikring. Det har dog i denne situation været svært, da det går ind under termet "force majeure" - altså, at noget sker ved en større kraft, der dermed frigør begge parter af en eventuel kontrakt.

Lys i mørket

Derfor kan ægteparret også se ind i en tid, hvor de selv skal hive pungen op ad lommen, hvis de vil få haven i nogenlunde stand igen.

Men alt imens TV MIDTVEST er på besøg i haven, får Bethina Gregersen et uventet opkald.

- Det var forsikringen, der lige ringede, fortæller hun.

- De sagde, at de ville se, om de kunne gøre noget, fordi det var en helt usædvanlig situation. De skal se, hvor meget det har kostet at rydde op, og så skal de have billeder af, hvordan det hele ser ud. Så vil de se, hvad de kan gøre, men de lover intet.

Havde du forventet det?

- Nej, på ingen måde. Det er jo heller ikke sikkert, at det kaster noget af sig, men vi må krydse fingre, siger Bethina Gregersen med lidt mere håb i stemmen end tidligere.

Såfremt de ikke får noget økonomisk støtte, er et forsigtigt bud fra ejerne, at det som minimum vil komme til at koste 200.000-300.000 kroner af egen lomme for oprydningsarbejdet.