Stjal komplet køkken, gulve og døre fra nybyggede huse
Byggefirmaet vil nu have endnu mere overvågning efter indbrud i flere huse i Ikast.
Tyvene tog godt for sig, da der natten til onsdag var indbrud i fire nybyggede huse på Skovbyvej i udkanten af Ikast.
Husene, der er opført af firmaet Fink Byg, er stadig ubeboede, og det udnyttede de ubudne gæster til at fjerne et komplet HTH-køkken, der endnu ikke var monteret, fra et af husene.
Fra andre huse forsvandt der blandt andet gulvplader, døre, vindueskarme og hårde hvidevarer.
Dertil kommer, at tyvene også stod bag en del ødelæggelser. Et sted blev der kastet en sten gennem en rude, og andre steder var der skader på døre, karme og vægge.
Alt i alt blev der stjålet og ødelagt for 101.000 kroner plus moms.
- Vi er meget kede af, at vi ikke kan have vores ting i fred, og det resulterer nu i, at vi sætter endnu mere overvågning op ved vores byggeprojekter, siger projektchef i Fink Byg, Christian Kjærsgaard.
Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning understreger, at politiet er meget interesseret i hjælp fra offentligheden.
- Hvis der er nogen, der har bemærket noget mistænkeligt i området, hører vi gerne fra dem. Man må formode, at tyvene har brugt et større køretøj til at fragte varerne væk, siger Bent Smedegaard.
Hårde hvidevarer stjålet i nybyg i Viborg
Også i Viborg er helt nybyggede boliger blevet ramt af indbrud for ganske nylig. I sidste uge havde fem boliger på Øster Teglgårdsvej i Viborg uindbudte gæster.
Det fortæller Thomas Hald fra lokalpolitiet i Viborg.
- Kostervalget er lidt specielt. Det er køleskabe og komfurer og kodeplader, siger Thomas Hald.
Han kan ikke levere en statistik over, hvor mange af denne type indbrud, hvor målet er helt nybyggede og derfor stadig ubeboede huse, der bliver anmeldt tyverier fra, men det er ikke noget, man ser hele tiden.
Tyvene må have haft et stort køretøj med sig, fordi der også er stjålet opvaskemaskiner, tørretumblere og vaskemaskiner.
Indbruddet er formentlig sket mellem 2. og 3. februar, men det har været svært på bagkant at sikre afgørende spor.
I begge sager hører politiet derfor gerne fra nogen, som kan have set noget omkring gerningstidspunktet.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.