Flertal vil sende Støjberg ud af Folketinget efter fængselsdom

Tre partier har på stribe meddelt, at Inger Støjberg ikke er værdig til Folketinget. Dermed er der et flertal.

Inger Støjberg Rigsretten efter domsafsigelsen.
Inger Støjberg Rigsretten efter domsafsigelsen.

Et politisk flertal vil erklære tidligere udlændingeminister Inger Støjberg uværdig til at sidde i Folketinget efter en historisk fængselsdom.

Støjbergs tidligere parti Venstre gjorde sin sag op onsdag. Kort tid efter fulgte både SF og Enhedslisten.

Flertallet består af Venstre, Liberal Alliance, SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Frie Grønne og tre løsgængere.

Socialdemokratiet og De Konservative har endnu ikke meldt ud, om de ønsker at erklære Støjberg uværdig.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil lade hende fortsætte.


På under et år har Inger Støjberg forladt posten som næstformand, brudt med Venstre, er blevet dømt og står nu til at forlade Folketinget inden årets udløb.

Det sker, efter at hun mandag modtog en fængselsdom på 60 dage i Rigsretten for som udlændingeminister at adskille asylpar ulovligt i 2016.

Støjberg fortryder intet og har sagt, at hun adskilte dem ulovligt for at beskytte pigerne, fordi de var mindreårige.

- Jeg håber, at alle ville have gjort som mig, og jeg kommer til at tage min straf uden at bøje nakken, sagde hun mandag kort efter dommen.

Hun har fremhævet, at nogle par ikke fandt sammen igen. Men omvendt var der i syv af de 23 sager beretninger om selvmordstanker eller selvmordsforsøg, fordi de blev adskilt.

Det ventes, at Inger Støjbergs valgbarhed skal til afstemning i Folketinget 21. december.

Allerede tirsdag skrev Støjberg i et nyhedsbrev, at hun ikke forventede at få lov at fortsætte som medlem af Folketinget.

- Jeg forventer, at et flertal erklærer mig uværdig til at blive siddende på min post, skrev hun.

Hun skrev videre, at hun har besluttet sig for at være til stede i Salen, når der skal stemmes om hendes fremtid.

Senest, et folketingsmedlem blev ekskluderet, var i 1990, da Hugo Holm blev smidt ud efter en dom for vold.

Da Rigsretten skulle nedsættes, stemte ni medlemmer af Venstre imod. Men det var en enig folketingsgruppe, der onsdag stemte for at sende Støjberg ud.

- Det er en enig folketingsgruppe, der mener, at det er uforeneligt med hvervet som folketingsmedlem at have fået en ubetinget fængselsdom.

- Man kan ikke forestille sig, at man kunne sidde i fængsel og afsone den dom, mens man sidder i Folketinget, sagde gruppeformand Karsten Lauritzen (V) tidligere på dagen.

De Konservative kom onsdag frem til samme resultat som Venstre.

- Vi tilslutter os det flertal, der er i Folketinget, som ikke finder, at Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget, siger gruppeformand Mai Mercado (K).

Oprindeligt stemte De Konservative ikke for en undersøgelseskommission. Men senere ændrede partiet syn på spørgsmålet.

- Det er rigtigt, at helt fra starten var vi egentlig overbevist om, at der ikke var sket et lovbrud. Så det var først, da kommissionsundersøgelsen ligger og ret håndfast siger, at der er foregået lovbrud, at det tager vi selvfølgelig til efterretning, siger Mercado.

/ritzau/