Inger Støjberg vil ikke undskylde i Rigsretten
Rigsretten har torsdag nået sin afslutning og Støjberg siger i sidste ord, at hun respekterede konventionerne.
Inger Støjberg vil ikke sige undskyld, og hun mener ikke, at hun har gjort noget galt.
Det fortæller den tidligere udlændinge- og integrationsminister, da hun torsdag har fået det sidste ord i Rigsretten.
En tiltalt i en straffesag har altid muligheden for at få det sidste ord, og Inger Støjberg havde på forhånd forberedt en tale.
- Jeg kommer ikke til at sige undskyld. Jeg kommer heller ikke til at bøje nakken, og jeg kommer ikke til at bortforklare, hvad jeg har gjort eller sagt, for jeg mener ikke, at jeg har gjort noget galt, siger hun.
Det var i begyndelsen af 2016, at Inger Støjberg besluttede at adskille asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.
I en pressemeddelelse 10. februar 2016 meddelte hun et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.
Inger Støjberg fortæller, at hun ville beskytte mindreårige piger.
- Alene risikoen for tvang for mindreårige piger er et vigtigt element over for at gribe ind.
I pressemeddelelsen nævnte Støjberg ikke undtagelser, og anklagerne mener, at hun er ansvarlig for, at der blev iværksat og frem til december 2016 fastholdt en ordning, hvor par blev adskilt i strid med loven.
Centralt i Støjbergs forsvar står, at hun dagen før pressemeddelelsen godkendte et notat. Det tilsagde, at der i særlige tilfælde var undtagelser. Anklagerne mener dog, at notatet ikke har nogen relevans.
Anklagerne går efter at få idømt Inger Støjberg mindst fire måneders betinget fængsel for at have brudt loven om ministres ansvarlighed.
Støjbergs forsvarere, Nicolai Mallet og René Offersen, kræver derimod frifindelse. Støjberg afviser i sine sidste ord i sagen, at hun har givet en ulovlig instruks.
- Det har jeg ikke på noget tidspunkt gjort, siger hun.
Af anklageskriftet i sagen fremgår det, at par i asylsystemet blev adskilt i strid med Menneskerettighedskonventionen. Støjberg mener, at hun som minister har respekteret konventionerne.
- Man skal spille efter de spilleregler, der gælder, siger hun.
- Jeg respekterede, at konventionerne udgjorde en grænse for mit og for regeringens virke, også i de sager, hvor jeg gerne havde set det anderledes.
- Vi gik til grænsen, men vi gik ikke over, siger hun.
Men skulle Støjberg blive dømt, så vil "hun tage sin straf", siger hun.