3 generationer kører Island rundt i 80 dage: - Ingen plads til romantik i tagteltet
De fleste kender Familien på Farten fra deres talrige ture rundt i verden. Denne gang kaster de sig ud i en ny udfordring.
Forestil dig at skulle rejse rundt med svigermor og svigerfar i 80 dage og samtidig leve yderst primitivt i to firehjulstrækkere, som udgør dit hjem.
Det var rammerne, da Familien på Farten fra Give tog på en rundtur på en 103.000 kvadratkilometer stor ø i Nordatlanten – Island.
De to ældste på turen og deres søn Hjalte, har tidligere været på talrige togter rundt i verden med deres firehjulstrukne Toyota.
For svigerdatteren, Simone, var det noget helt nyt, der skulle afprøves. Men hun havde faktisk ikke de store betænkeligheder ved at skulle ud at rejse med svigermor, Anne Grethe.
- He he he, jeg tror det bliver værre at rejse med svigerfar, faktisk. Det tror jeg, hvis jeg skal være helt ærlig. Svigermor kommer jeg godt ud af det med. Det gør jeg også med svigerfar, men jeg er mere spændt på svigerfar, lyder det fra Simone Foss Brink lige inden familien sejler afsted fra Hirtshals til Island.
Betragtningerne bakkes op af Simones mand, Hjalte Rude Trangbæk.
- Altså, selvom det er to specielle mennesker, så er Helge, min far, lidt mere speciel og underlig, end min mor er, fastslår han.
Ingen romantik
Det bliver 80 dage uden ret meget privatliv på turen rundt blandt gamle vulkaner og gletschere.
Mens det ældre par, som er plus 70, sover inde i deres bil, har det unge par valgt at medbringe et telt, som kan slås op på taget af deres Land Rover. Her sover de sammen med deres lille datter Frida. Hjalte ved godt på forhånd, hvem der kommer til at få Simones fulde opmærksomhed, når de går til ro.
- Der bliver ikke meget romantik i tagteltet, erkender den 36-årige far.
Både Anne Grethe og Helge Rude Trangbæk glæder sig til at få de unge med på turen rundt i et af Europas tyndest befolkede lande, men det er der vidt forskellige grunde til.
- Altså, jeg synes jo, vi har været på hårdt arbejde nogle gange, når vi har rejst selv, fordi jeg har jo ham, jeg hele tiden skal passe på, siger Anne Grethe med henvisning til Helge og tilføjer straks:
- Nu, hvor jeg har de unge med til at tage over, føler jeg lige, at jeg bare skal lidt med som bedstemor på bagsædet.
Nu får vovehalsen endelig lov
Hos Helge skyldes glæden, over at skulle rejse tre generationer sammen, noget helt andet:
- Jeg er glad for at Hjalte er med, for så får jeg lov til nogle mere vovede veje og sådan noget og må køre i nogle floder, som hun ikke vil have, jeg kører over, når vi er alene, men når Hjalte er med, så får jeg lov til sådan noget, lyder det begejstret fra den eventyrlystne Helge Rude Trangbæk.
På det tidspunkt lige inden afrejsen ved han endnu ikke, at de kommer ud for en helt ny disciplin, da de på turen bliver nødt til at køre gennem en sø.
- Det er fandme godt, vi har Hjalte med, kommer det senere til at lyde fra Helge, mens de kører i søen.
En gave i et hektisk liv
Fælles for alle er, at de glæder sig meget til turen – en tur som ud over oplevelserne også er gode vitaminer i et til tider lidt for hektisk liv.
- Når man til dagligt lever et liv i hamsterhjulet, så glæder man sig rigtigt meget til at skære alt overflødigt fra og så bare komme ud og være tilstede i nuet og bare stå op og leve af det, man har, og være i de omgivelser man nu er og ligesom lade sig overgive til naturen og så lade den diktere, om vejret skal være godt eller dårligt, og så får vi det bedste ud af det, lyder det fra svigerdatteren Simone.
Helge Rude Trangbæk glæder sig mest til at være sammen med hele familien, men også han længes efter et mere enkelt liv.
- Jeg glæder mig til at komme ud og leve primitivt, hvor det hele bare er i bilen, og hvor der ikke er 117 andre ting, man skal forholde sig til, fastslår han.
Da Anne Grethe fortæller, hvor meget hun glæder sig, melder der sig en lille tåre i øjenkrogen.
- Jeg synes, det er en fantastisk gave, det giver os, at de gider at tage med os i så lang tid, slutter hun.