Fotovognen: Her er de sjoveste øjeblikke

Syv af de helt små samfund har fået besøg af Fotovognen. Her er de allersjoveste øjeblikke fra reportageprogrammet.

6:43
Værterne i Fotovognen, Anders Toft Bro og Vibeke Nipper.

Alt kunne sådan set ske, da reportageprogrammet Fotovognen blev sat i søen. Værterne Anders Toft Bro og Vibeke Nipper satte sig nemlig ind i TV MIDTVEST-bilen sammen med fotograf Line Morell Holm. Sammen satte de kurs mod en af de helt små byer i området - og det uden at have lavet aftaler på forhånd. 

Målet var at skildre de små lokalsamfund. Og det blev til et program med masser af overraskelser, grin og åbne mennesker. 

- Jeg synes, det er utroligt så tillidsfulde , de folk vi møder er. Sidedøren går op, de får et kamera lige op i ansigtet og giver os alligevel de mest spændende fortællinger, siger fotograf Line Morell Holm. 

Anders Toft Bro stemmer i. 

- Jeg elsker det uformelle ved programmet. De folk vi møder stiller sig ikke an – og går ikke af vejen for at give os et ærligt svar, siger han. 

Sammen med Vibeke Nipper er han endt i en perlerække af uventede situationer. Blandt andet på besøg hjemme hos en kvinde, der er utilfreds med hans præstation som vært i et af programmerne.

- Det er så sjovt at arbejde sammen med Anders. Jeg elsker hans underspillede humor og underfundige blikke, når han gør nar af mig – og det gør han tit. Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget på arbejde, siger Vibeke Nipper.

Se hvad der fik dem til at grine i det eksklusive sammenklip øverst i artiklen. 

Se alle afsnit af Fotovognen i serie-universet ved at klikke her. Glæd dig også til en særlig julespecial fra Fotovogn-holdet, der har premiere på tvmidtvest.dk og i TV den 20. december.