Ræverød udfordrer til Lars Krarup
Både røde og blå partier vil bryde Venstres absolutte flertal. Men er der overhovedet nogen, der kan true Lars Krarups position?
BORGMESTERKAMPEN: Går efter Krarups absolutte flertal
Det er en af de sikreste spådomme ved Kommunalvalget 2017. Lars Krarup bliver borgmester igen i Herning. På landsplan tyder meningsmålingerne ganske vist på, at Venstre skal gå tilbage, men med et absolut flertal på 19 ud af 31 mandater i det nuværende byråd har Venstre noget at tære af.
Spørgsmålet er også, om Lars Krarup står så stærkt hos vælgerne, at han ikke vil blive berørt af de landspolitiske tendenser. Ved sidste valg, fik han 13.632 personlige stemmer - og er dermed den fjerdemest populære lokalpolitiker i hele landet. Til gengæld har netop landspolitikken givet ham periodens største nederlag, da regeringen bøjede sig for Dansk Folkepartis pres og endte med at placere en ny politiskole i Vejle.
Socialdemokratiet, stiller med en ny spidskandidat, Tommy Højmark, som afløser for Finn Stengel Pedersen, der havde siddet i byrådet i 24 år:
- Borgerne skal vide, at der er et alternativ, siger Tommy Højmark, som betegner sig selv som værende mere "ræverød" end sin forgænger. Han tror på socialdemokratisk fremgang fra fire til syv mandater.
Venstre presses også fra et nyt valgforbund blandt de små borgerlige partier Kristendemokraterne, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Og her er målet helt klart: Venstres absolutte flertal i Herning Byråd skal væk.
- Det vil være sundt for Herning kommmune, at der ikke er et parti, der har flertal. Vi bør være flere forskellige om de store beslutninger, siger Rasmus Norup, der er konservativ spidskandidat.
STRIDSPUNKTER: Handicap & Psykiatri
Det har gennem flere år været en stor udfordring for Herning Kommune at holde styr på økonomien på Handicap & Psykiatriområdet. I 2016 blev 39 medarbejdere fyret for at nedbringe udgifterne på området. I en ny evaluering viser det sig blandt andet, at handicap & Psykiatri har den højeste sygefraværsprocent i Herning Kommune.
I det nye budget blev drifttilskudet til området øget med 5,5 millioner kroner. Men området har allerede et underskud på 17 millioner kroner for 2017.
- Når vi har dyre enkeltsager, så bliver vi ikke kompenseret fra statens side, men må selv finde pengene inden for eget udvalg. Der er desværre ikke opbakning til en form for regulering fra kommunekassen, så det blev et fælles ansvar med de stigende udgifter, siger Peter Villadsen, nuværende byrådsmedlem og spidskandidat for SF i Herning.
Men ifølge borgmester, Lars Krarup, vil det være ufornuftigt at dykke ned i kommunekassen, efter flere penge til området:
- Jeg har selv været bannerfører for at stoppe "glidningen" af penge i socialudvalget fra ældreområdet til handicap- og psykiatriområdet. Det merforbrug er nu nede på, at de også overholder deres fremskrevne budgetter og det har betydet, at ældreområdet har fået tilført en betydelig stigning. Dette er jeg meget tilfreds med, og også bevidst om, at andre vil bruge det til at kalde en nedskæring på handicappede. Det er det så ikke, men blot et stop for merforbrug til gavn for ældreområdet, siger Lars Krarup.
I ØVRIGT: Viceborgmester stopper efter stress
Dansk Folkepartis viceborgmester Dennis Flydtkjær genopstiller ikke. Han sidder også i Folketinget og måtte for et lille år siden erkende, at det var for meget. Han var sygemeldt med stress og vil fremover koncentrere sig om landspolitikken. Han efterlader sig 2.200 personlige stemmer.
Alternativet og Nye Borgerlige prøver lykken for første gang. Hvis de landspolitiske meningsmålinger også holder vand i Herning, vil det lykkes for den tidligere leder på Fermaten og spidskandidat for Alternativet, Niels-Jørgen Simonsen, at bringe “HYGGE med mere”, som Alternativet kalder deres valgprogram, ind i Herning Byråd.