Kort nyt
Der var styr på papirene, alligevel var det ulovligt, da 17-årig kørte bil
Han kunne vise kørekortet og de fornødne papirer.
Alligevel var det i strid med loven, da en 17-årig dreng onsdag aften kom kørende på Hvamvej ved Holstebro omkring klokken 20.
Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro David Dyrmose.
Forklaringen på den 17-åriges ulovligheder skal findes på det tomme sæde, der var til højre for ham.
Han manglede nemlig den ledsager, der gør det lovligt for 17-årige med kørekort at køre bil.
Jyske Bank får stor bøde for ikke at leve op til hvidvaskloven
Jyske Bank har fået en bøde på knap 24 millioner. Det skriver banken i en selskabsmeddelelse
Banken har fået bøden for i perioden mellem marts 2010 til september 2021 ikke at have levet op til hvidvaskloven.
Det oplyses i meddelelsen, at banken har accepteret bøden.
Anderledes Luciaoptog rullede fredag morgen
Fredag morgen kørte et Luciaoptog afsted i Tarm, og du kan se, hvordan det gik for sig her.
Grantræer tabt på vej: Svære at se i mørket
Træerne er nu fjernet igen.
Der er tabt flere grantræer på rute A26 mellem Bajlum og Harre nord for Skive.
Det skriver P4 Trafik.
Træerne ligger i begge baner. De er svære at se i mørket og giver derfor anledning til hårde opbremsninger.
Det fremgår også af Vejdirektoratets trafikkort, at træerne ligger på vejen. Her oplyses det også, at vejhjælp er på vej til stedet.
Herninggenser strålede i NHL
Danske Oliver Bjorkstrand fra Herning har gang i en fin sæson for Seattle Kraken i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
Det understregede han tidlig fredag morgen dansk tid med to træffere i holdets 5-1-sejr over Boston Bruins på egen is.
Allerede efter 24 sekunder lynede den 29-årige herningenser første gang, da han i powerplay søgte ind foran kassen efter en faceoff og dirigerede pucken mellem benene på Boston-målmanden til 1-0.
Og midt i tredje periode afsluttede han et stærkt Seattle-angreb med et svirp fra distancen til 4-1.
Det var Bjorkstrands 11. scoring i den nye sæson, hvilket gør ham til delt topscorer for Seattle med canadiske Jared McCann.
Dertil kommer 11 danske assister, og 22 point gør ham til den næstmest bidrog efter McCanns 26 point.
Sejren sendte Seattle op som nummer 10 af 16 hold i Western Conference.
Region Midtjylland samler enheder
Fortiden byder på diverse dårlige sager for Region Midtjyllands byggerier, blandt andet ved Regionshospitalet Gødstrup.
Men måske det i fremtiden er slut med ting som sammenstyrtede vægge og udskiftning af 21.000 brandlukninger?
Nu vil regionen nemlig samle de syv nuværende bygherreorganisationer under én fælles ledelse.
Ventetid til udredning på sygehusene er igen som før corona
Ventetiden for udredning på sygehusene er tilbage på et niveau som før coronapandemien.
Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet baseret på nye tal for udredning af patienter på sygehusene.
Knap otte ud af ti patienter - 79 procent - bliver nu udredt inden for udredelsesretten, der giver patienter ret til at få undersøgt, hvad de fejler inden for 30 dage.
Til sammenligning var det tilfældet for 71 procent af patienterne ved udgangen af 2022.
Under corona voksende ventetiderne til udredning på sygehuset, og det er blandt andet den pukkel, sygehusene nu ser ud til at være kommet ud på den anden side af.
Målet på minimum 79 procent er en del af regeringen og Regionernes akutplan fra 2023. Det er den der skal sikre kortere ventetider på sygehusene. Ifølge planen skulle målsætningen allerede have været opfyldt for et år siden, ved udgangen af 2023.
Men det lykkedes ikke.
Grå og stille dag i vente
Vejret bliver både gråt og stille fredag, skriver DMI på det sociale medie X. Temperaturerne vil i løbet af dagen ligge mellem en og fire grader.
I Nord- og Vestjylland kan der falde en smule regn i aften- og nattetimerne.
Man skal dog ikke vænne sig alt for meget til disse vejr forhold, for i løbet af weekenden skal det ifølge prognoserne blive både vådt og blæsende.
Næsten halvdelen af alle bilture er 10 kilometer eller kortere
Et studie fra Aalborg Universitet viser, at næsten halvdelen af alle bilture er 10 kilometer eller kortere, og ofte tager vi bilen for kun at køre tre til fem kilometer.
Mange vil nok kunne tage cyklen, elcyklen eller måske kollektiv trafik i stedet, men det kan være en vane, at vi sætter os ind i bilen.
Professor og psykolog i vaner giver tre råd til, hvordan du kan bryde ens transportvaner.
FCM tabte i Portugal
FC Midtjylland taber 0-2 ude til FC Porto i Europa League.
Trods tre nederlag i træk ligger FCM stadig til at gå videre i turneringen.
Vindmølledelene forlader havnen
Nu skal de gigantiske vindmølledele forlade havnen i Hvide Sande.
Følg med i livebloggen via linket herunder og se vindmøllen forlade havnen.
Følg FCM's kamp i Portugal
FC Midtjylland spiller på udebane i Portugal mod storklubben FC Porto.
Kampen kan følges i livebloggen via linket herunder.
Er du sikker i vintermørket?
Når det er mørkt, skal cyklen udstyres med lygter, så du er synlig i trafikken. Det ved enhver.
Men hvad er regler, og hvad er fornuft? Og hvornår er det for meget, og hvornår er det for lidt?
TV MIDTVEST's rullende reporter Trine Schmidt har besøgt cykelhandleren i Struer.
Magnus har en helt speciel fødselsdag
Magnus Sørensen fra Vildbjerg har en særlig fødselsdato. Han kom til verden 12.12.2012. Og torsdag blev han derfor 12 år.
Da Magnus blev født, kiggede hele Midt- og Vestjylland med. TV MIDTVEST var nemlig til stede på fødegangen i Herning den 12. december 2012.
Nyt håb om ny læge
Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen er 77 og 78 år. De har haft den samme læge i 50 år, men sidste år gik lægen på pension, og siden da har de stået uden egen læge.
Men nu er en ny læge måske snart på trapperne. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal nemlig tvinge læger ud til de områder, hvor der er allerstørst behov for det.
- Det vil betyde stor tryghed i min dagligdag, siger Hans Rasmussen.
Vestjysk svømmer kæmpede forgæves
Helena Rosendahl Bach fra Holstebro må nøjes med at se til, når der er medaljeoverrækkelse for de bedste svømmere i 200 meter butterfly ved kortbane-VM i Budapest.
Torsdag aften deltog hun selv i VM-finalen i favoritdisciplinen, men hun var ikke hurtig nok til selv at tage metal med hjem. Tiden 2 minutter og 4,08 sekunder rakte til en placering som nummer syv.
Hun var 4,76 sekunder langsommere end guldvinderen Summer McIntosh fra Canada, der satte verdensrekord med tiden 1 minut og 59,32 sekunder.
Frivillige skaber et anderledes juletræ
De seneste to måneder har der i Trivselshuset i Holstebro været fyldt af grønne, firkantede strikkede og hæklede lapper.
Frivillige har strikket, hæklet og syet lapper sammen, monteret og forvandlet dem til et stort juletræ.
- Det er et juletræ, der består af strikkede og hæklede lapper på 15 gange 15 centimeter, siger Ritta Klok Lauritsen, der er tovholder på projekt "Gi' en lap" i Trivselshuset i Holstebro.
Se, hvordan det særlige juletræ er blevet til, via linket herunder.
For meget fut i skorstenen
Først lød meldingen på en gårdbrand, men helt så slemt var det ikke, da Brand & Redning Midtvest torsdag eftermiddag ved halv fem-tiden blev kaldt ud til en adresse på Rindumvej lige udenfor Ringkøbing.
- Der var heldigvis kun tale om en skorstensbrand. Så det har været ret stille og roligt, siger indsatsleder Kristian Rask Hansen.
Brandvæsenet har fjernet brændet fra brændeovnen og skorstenen og kontrolleret, at alt er, som det skal være.
Hakket hest er et prisvenligt alternativ
Hakket hest er ikke en ny vare i køledisken ved Slagter Bertelsen. Men det er i perioder, at de reklamerer med det, og for et par uger siden kom skiltet atter op i vinduet.
For med stigende priser på oksekød, så er hestekødet et prisvenligt alternativ.
Partnerskab vil udvikle på slagterigrund
Et nyt strategisk partnerskab vil opføre flere boligformer på slagterigrunden på havnen i Struer.
Det skriver ejendomsudviklingsselskabet Projektus i en pressemeddelelse.
Ejerkredsen bag slagteriet har fundet sammen med Ulrik Stengaard, indehaver af ejendomsudviklingsselskabet Projektus aps, i et strategisk partnerskab med henblik på at udvikle den tidligere slagterigrund til et boligområde med blandede boformer.
- Der er lagt nogle visionære planer for at skabe en hel ny bydel midt i Struer. Netop det at kunne tilføre den nye bydel et område med blandt andet almene boliger er en stor motivationsfaktor for os, siger Ulrik Stengaard,
Borgmester Marianne Bredal (V) glæder sig over udviklingen og har store forventninger til planerne for slagterigrunden.
- Med det nye partnerskab er en kæmpe gordisk knude ved at være løst. Vi får fjernet det gamle udtjente slagteri, og fra kommunens side er vi mere end klar til at indgå i samarbejdet om at få udviklet netop arealet på slagterigrunden, siger borgmesteren.
På grunden arbejdes der også med ideen om at udvikle et ”Lydens By Campus”. Et sted, som tilbyder boliger og fællesskaber for projektansatte i virksomheder samt praktikanter og studerende.
Minister rykker til Vestjylland
Hun er landets ældreminister og valgt til Folketinget i Sydjyllands Storkreds. Det sidste skal der i fremtiden laves om på. Ved næste folketingsvalg bliver 52-årige Mette Kierkgaard sit partis spidskandidat i Vestjylland.
- Det er jeg utroligt glad for, siger Mette Kierkgaard til TV MIDTVEST.
Hun afløser Jeppe Søe.