Kort nyt

Kl. 08.51

Wow: Sådan kan december også tage sig ud

En kold december morgen set fra en kajak
En kold december morgen set fra en kajak
Foto: Mette Daniel Sandholt, Vestervig

Fjorden er helt blik, der er ingen vind og solen sender sine første stråler på himlen. Det var det, Mette Daniel Sandholt oplevede, da hun tog en morgentur på Limfjorden langs Agger Tange.

Efter mange grå og våde december-dage er det skønt, når vi endelig får solen at se. Tak til Mette for det smukke billede. 

6 minutter siden

Politi: Comanches MC opererer i Midt- og Vestjylland

Bandegrupperingen Comanches MC opererer i Midt- og Vestjylland.

Det fastslår Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer efter poltiet onsdag har slået til på flere adresser i Herning- og Ikastområdet i forbindelse med efterforskningen af alvorlig narkokriminalitet.

- Onsdagens politiaktion er et led i vores indsats mod bandegrupperingen Comanches MC. Vi holder et vågent øje med bandegrupperinger i Midt- og Vestjylland og ser på deres aktiviteter med stor alvor, siger politiinspektør Hans Roost i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet er fire personer blevet andholdt i forbindelse med aktionen.

En personer er blevet løsladt, mens de restrerende tre vil blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag.

Comanches MC er en dansk udløber af den hollandske klub Satudarah, der tidligere har haft et klubhus i Struer.

42 minutter siden

Creative Company får ny ejer

Holstebro-virksomheden Creative Company bliver overtaget af Dansk Ejerkapital, tre professionelle investorer og virksomhedens administrerende direktør, Jakob Wulff Moeskjær.

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Virksomheden laver kreative materialer og legetøj til skoler og institutioner, private og virksomheder. 

De nye ejere har en ambition om at gøre markedspositionen i Europa og udvide forretningen med opkøb.

Virksomheden har 300 ansatte.

Kl. 10.36

Stor interesse for arbejde på havn

Der er stor interesse for at følge arbejdet med at læsse tre store vindmølledele på en pram i Hvide Sande Havn.

Flere vindmølle-turister har tilsynelandende trosset kulden. Det gælder blandt andre Helge Madsen fra Borris, der er trukket i de lange underbukser.

Du kan følge arbejdet på havnen i TV MIDTVESTs liveblog, hvor du også findet et livesignal af arbejdet.

Kl. 10.17

Brand i skraldebil er slukket

Brand i skraldebil
Foto: Presse-fotos.dk

Midtjysk Brand & Redning har nu slukket branden i en skraldebil, der brød ud onsdag morgen i Virklund syd for Silkeborg.

Det oplyser brandvæsnet på X.

Branden blev meldt klokken 09.40. Bilens chauffør havde forladt skraldebilen, da brandvæsnet ankom til Digevangsvej i Virklund.

- Vi har slukket branden i affaldet og sikret os, at branden ikke ulmer i skraldekammeret, skriver brandvæsnet.

I forbindelse med slukningen er store mængder affald blevet smidt på Digevangsvej.

- Skraldefirmaet sørger selv for at få fjernet affaldet igen, skriver brandvæsnet.

Kl. 10.02

Kørte ned ad skrænt og landede på taget

Det gik pludselig helt galt for en 18-årig mand, da han tirsdag aften kørte i nærheden af Spøttrup Borg i det vestlige Salling.

På den vej, der hedder Borgen, mistede han af ukendte årsager herredømmet over sin personbil efter et 90 graders sving.

- Bilen fortsatte fem meter ned ad en skrænt og ramte et trådhegn for herefter at trille rundt og ende på taget, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Den 18-årige blev efter uheldet kørt til kontrol på sygehuset, men skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

- Det må siges at være nådigt sluppet, siger Niels Bach.

Kl. 09.26

Nye indbrud hver dag

Indbrudsbølgen i Silkeborg Kommune fortsætter. Weekenden bød på 14 anmeldelser om indbrud i villaer og lejligheder, og siden er der hver dag kommet nye til.

- Vi må desværre konstatere, at der er væsentligt flere indbrud end normalt, siger politiassistent Carsten Holm fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Kl. 09.09

Brand i skraldebil

Opdatering 11:17: Branden er nu slukket, oplyser brandvæsnet på X.

Onsdag morgen er der brudt brand ud i en skraldebil i Virklund syd for Silkeborg.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær på baggrund af en anmeldelse.

Branden blev meldt til brandvæsnet omkring klokken 09.40, da skraldebilen befandt sig på Digevangsvej.

TV MIDTVEST arbejder på en kommentar fra Midtjysk Brand & Redning, der er til stede ved branden.

Simon Skelkjær oplyser, at politiet for nuværende ikke er på vej til stedet.

Kl. 07.47

Indsmuglede to ton hash

Politiet mener at have optrevlet en gruppe, der skal have indsmuglet to ton hash til Midt- og Østjylland.

Også 40 kilo kokain indgår i de sigtelser, som National Enhed for Særlig Kriminalitet har rejst, oplyser NSK onsdag i en pressemeddelelse.

Under en anholdelsesaktion tirsdag blev fire mænd og en kvinde i alderen fra 41 til 69 år anholdt, og i den forbindelse fandt betjentene flere hundrede tusinde kroner i kontanter.

Samtidig har politiet både i Danmark og i Kroatien beslaglagt både kontanter og aktiver i fast ejendom, flere biler og motorcykler, som angiveligt er skaffet for indtægter ved smugleri og handel.

Ifølge NSK er den yngste af de anholdte, altså den 41-årige mand, tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

Hash'en skal være kørt ind i Danmark på lastbiler.

Onsdag skal en dommer i Retten i Aarhus afgøre, om de fire mænd skal varetægtsfængsles.

Kl. 07.12

Bevarer 14 hold i ligaen

Et forslag om at skære kvindernes håndboldliga ned fra 14 til 12 hold har mødt så massiv kritik fra en række kvindeklubber, at bestyrelsen i Divisionsforeningen Håndbold mandag aften valgte foreløbigt at droppe nedskæringen, erfarer TV2 Sport.

Kl. 06.50

Millionbevilling til Gødstrup-læge

Læge og ph.d. Katrine Dyhr Lycke fra Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin i Aarhus har modtaget 1,93 millioner kroner til at udvikle et værktøj, der skal hjælpe kvinder med moderate celleforandringer på livmoderhalsen til at vælge den rette behandling.

Den store bevilling kommer fra Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-pulje Unge Talentfulde Kræftforskere.

- Valget af behandling tager desværre ikke højde for kvindens individuelle præferencer og livssituation. Det dikteres af et kassediagram baseret på de lægefaglige retningslinjer, og det vil vi gerne være med til at lave om på, siger Katrine Dyhr Lycke i en pressemeddelelse fra Region Midt.

Værktøjet skal udvikles gennem et phd-projekt, der begynder til foråret.

Kl. 06.45

Fra eliteatlet til efterskolelærer

Både Michael Rasmussen, Ann Grete Nørgaard, Christian Sivebæk og Razak Pimpone har hver især en fortid som professionel atlet. 

I dag nyder de en helt andet tilværelse som efterskolelærere op Hald Ege Efterskole. 

Kl. 06.20

Skal klubben sælges? I dag bliver det afgjort

Skal 80 procent af aktierne i superligaklubben Silkeborg IF sælges til det amerikanske selskab Trivela Group? 

Det bliver afgjort på en ekstraordinær generalforsamling onsdag eftermiddag, og klubbens direktør Kent Madsen føler sig forholdsvis sikker på udfaldet.

- Min forventning er, at salget bliver vedtaget med et ret massivt flertal, siger han til Ritzau.

Kl. 05.40

Campingvogn raseret af flammer - årsagen er ukendt

Brændte campingvogne
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Brand & Redning MidtVest blev natten til onsdag klokken 02.48 kaldt til Herning, hvor der blev meldt om ild i en campingvogn på en p-plads på Valdemarsvej.

Det var en chauffør, der var ude for at sprede salt på vejene, der slog alarm, og flammerne spredte sig til en anden campingvogn, der stod tæt ved den første.

- Branden var forholdsvis hurtigt slukket, men der var godt gang i den. Specielt den ene campingvogn er godt medtaget, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Viggo Rækby.

Tilbage står nu spørgsmålet om, hvorfor campingvognen pludselig brød i brand. Politiet kan indtil videre ikke sige, om branden var påsat, eller om der var en teknisk forklaring. 

- Det skal vi have undersøgt, når det bliver lyst, og indtil da er brandstedet ikke frigivet, siger vagtchefen.

Han understreger, at der ikke var fare for, at branden kunne sprede sig til beboelse i området.

Kl. 04.47

Manglende vind sender elprisen i vejret

Det er nok ikke onsdag, man skal støvsuge hytten eller sætte en storvask over.

Der er udsigt til usædvanligt høje elpriser, der sidst på eftermiddagen når op over 6 kroner per kilowatt-time inklusive moms, afgifter og tariffer.

Det er en usædvanlig situation, lyder det fra chefkonsulent Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark, der er energisektorens brancheorganisation.

- Det er meget høje elpriser, vi får onsdag. Det er bestemt ikke hverdagskost, og det er nærmest fra morgen til aften, elprisen er høj, siger han.

Det er mangel på vedvarende energi som sol og vind, der giver høje elpriser ikke bare i Danmark, men flere steder i Europa.

- Normalt får vi meget energi fra vindkraften. Men vinden lægger sig over Danmark og nogle af vores nabolande. Det betyder, at man skal skaffe strømmen andre steder, og at kul- og oliekraftværker startes op for at levere den sidste kilowatt-time, siger Kristian Rune Poulsen.

Forsidefoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Kl. 04.33

Årsag til kran-kollaps er stadig ukendt

Det trækker ud med et svar på, hvorfor en 200 tons tung kran væltede på det nationale testcenter i Østerild 28. november. 

TV MIDTVEST har fået aktindsigt i Arbejdstilsynets besøgsrapport, og heraf fremgår det, at man afventer på svar på "krandata" for at kunne nå en konklusion.

10. dec 2024 kl. 22:41

Glatte veje - her skal du være opmærksom

Ét sted i landsdelen skal du i aften være særligt opmærksom, hvis du skal ud at køre på vejene.

Vejdirektoratet advarer nemlig om glatte veje i Thy.  

Udover glat fører skal bilister i hele landsdelen tage sig i agt overfor tæt tåge. 

Læs mere her: 

10. dec 2024 kl. 22:16

Elever dropper strejke - nyt møde på vej

Eleverne på HHX i Ringkøbing har besluttet at stoppe den strejke, som de i tre dage fra fredag til tirsdag har været i færd med. 

Fredag blev eleverne væk fra skolen, mens strejken mandag og tirsdag foregik i skolens kantine. 

Men nu har elevrådet aftalt et nyt møde mellem rådet, en gruppe forældre og skolens rektor og direktør - og derfor indstiller eleverne nu protesten. Det skriver én af elevrådets forpersoner, Josefine Søndergaard Christensen, til TV MIDTVEST. 

10. dec 2024 kl. 21:31

Forældre bakker op om elevstrejke og sender åbent brev

Eleverne på HHX i Ringkøbing strejkede mandag i protest over fyringerne af tre vellidte lærere.

Nu bakkes eleverne op af en forældregruppe, som har sendt et åbent brev til skolens ledelse.

10. dec 2024 kl. 21:10

Tarteletter revet ned fra hylderne - her er hemmeligheden bag

Lige nu bliver tarteletterne nærmest revet ned fra hylderne i Rema 1000 i Struer, hvor købmand Torben Nielsen har tilbud på de eftertragtede butterdejsskåle.

- Det er en dansk nationalspise, og vi kører tilbud på tarteletter i de fleste af dagene op til jul. Derfor er der ingen tvivl om, at vi vælter tarteletter ud af butikken lige nu. Og det er i paller, ikke i kasser, fortæller Struer-købmanden.

Se, hvordan tarteletterne bliver til lige her:

10. dec 2024 kl. 20:33

Mors-Thy skriver kontrakt med playmaker

Mors-Thy Håndbold har lavet en 3-årig aftale med 19-årige Frederik Bak. 

Det skriver håndboldholdet i en pressemeddelelse. 

Frederik Bak startede sin håndboldkarriere i Skive fH og rykkede derfra til HF Mors som U14-spiller. Senere har han spillet i GOG, inden playmakeren skrev kontrakt med Mors-Thy Håndbold.