Ejerne af griseproduktionen Overgaard Genetics ånder fredag lettede op, efter at der torsdag aften blev meldt om brand i en af staldene på Nedre Hestlundvej mellem Ikast og Bording.
Lokalpolitiet i Herning oplyser, at tre søer og 20-30 smågrise måtte aflives i forbindelse med branden, men i betragtning af, at der var 200 søer og 2000 smågrise i den ramte stald, kunne det være gået meget værre.
- Vi har været utroligt heldige med, at branden blev opdaget så hurtigt, siger den ene af de to ejere Ole Overgaard, der samtidig roser brandfolkene for en hurtig og effektiv indsats.
Der var ingen dyr i den stald, hvor branden brød ud, men flammerne bredte sig hurtigt via tagkonstruktionen til en anden stald med flere grise. Brandfolkene fik hurtigt kontrol over situationen og kunne efter en times tid koncentrere sig om efterslukningen.
Politiet i Herning har en teori om, at branden startede i staldens ventilationssystem - det skal en brandundersøgelse nu af- eller bekræfte.