Længe leve de 100-årige

Peder købte elbil som 99-årig: - Hvorfor skulle jeg ikke prøve det?

Peder Lundgaard er fyldt 100 år, men kører stadig bil, laver gymnastik og ser fjernsyn på Youtube.

15:47
Kirsten er fyldt 110 år og er nu Danmarks ældste. Mød hende og fem andre 100-årige, som i den grad stadig er fulde af liv.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Bare fordi, du er ved at være lidt oppe i årene, behøver du altså ikke at bremse dine ønsker og drømme. Det er Peder Lundgaard fra Struer et tydeligt bevis på. 

For den 100-årige bilelsker gav sig selv en særlig gave sidste år. En elbil af mærket MG.

- Hvorfor skulle jeg ikke prøve det? Lige så vel som alle mulige andre? lyder det med et smil fra Peder Lundgaard, når man spørger til, hvorfor det lige skulle være en elbil.

Den nye bil har allerede rundet de første 10.000 kilometer med Peder bag rattet. Den tidligere kørelærer skal nemlig helst ud at køre en tur hver eneste dag.

- Det er et af dagens højdepunkter, og jeg mener, at jeg kan køre bil endnu. Og så snart jeg opdager, at jeg ikke kan længere, så stopper jeg, fortæller Peder Lundgaard, der medvirker i TV MIDTVEST-serien Længe leve de 100-årige.

Smil og energi

Det er i det hele taget ikke til at se på Peder, at han er fyldt 100 år. Og slet ikke, når han fortæller om sin hverdag. 

Hver morgen begynder med 1000 øvelser, så kroppen kan holde sig i gang, og når de er overstået hænger han sig i armene i et stativ, for at få rettet ryggen ud. 

- Jeg har aldrig ondt i ryggen, det tror jeg er fordi, jeg hænger her, forklarer Peder Lundgaard.

Hver eneste morgen og aften får Peder rettet kroppen ud, når han hænger sig i stangen her i dørkarmen.
Hver eneste morgen og aften får Peder rettet kroppen ud, når han hænger sig i stangen her i dørkarmen.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Om aftenen står han gerne i køkkenet og kokkerer til sin kæreste Helene, og ellers så ser han gerne tv, men mest af alt på Youtube.

- Man kan finde alt derinde, de nyeste landbrugsmaskiner og alt sådan noget. Det kan jeg godt lide at se, forklarer Peder Lundgaard. 

Her sidder jeg nok for meget, lyder det fra Peder med et grin, da han viser, hvor han sidder og ser Youtube.
Her sidder jeg nok for meget, lyder det fra Peder med et grin, da han viser, hvor han sidder og ser Youtube.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Flere friske 100-årige

Flere og flere danskere ender med at blive over 100 år, og selvom det er få, som er lige så friske som Peder. Så er der alligevel masser af liv, overskud, nærvær og humor hos dem, som har rundet de tre cifre på alderen.

TV MIDTVEST har fulgt seks særlige 100-årige, for at se hvordan livet er efter den største runde fødselsdag. 

Du kan møde dem alle i serien Længe leve de 100-årige.