Lars Krarup siger farvel: Man skal behandle magt med respekt

Når Lars Krarup (V) i dag stempler ud af borgmesterkontoret i Herning, er det en bykonge, der siger farvel. En kommunal førstemand, som erkender, at han haft en betydelig magt – men samtidig siger, at han har forvaltet magten respektfuldt.

28:20
Søndag den 1. august er skiftedag på rådhuset i Herning. Efter næsten 20 år stopper Lars Krarup som byens ukronede bykonge. Den afgående borgmester er 49 år og halvvejs i livet. Nu vil han noget andet. I denne udsendelse kigger han tilbage på både sejre og nederlag som kommunal førstemand i Herning.

En borgmester har et magtfuldt job. En borgmester med næsten 20 år på posten har især.

Siden 1. januar 2002 har Hernings borgmester heddet Lars Krarup. Fra i morgen, søndag den 1. august, er den 49-årige venstremand fortid.

- Det kan sagtens være, jeg kommer til at savne at være borgmester, men jeg har selv taget beslutningen. Nu er det tid til at prøve noget andet i mit liv, siger han.

Det er en afgående borgmester med pondus, der taler. Med Lars Krarup for bordenden har Venstre i Herning ved det ene kommunalvalg efter det andet opnået absolut flertal i byrådet.

Når hovedpersonen kigger tilbage, fremhæver han især valget i 2009 som et, der var afgørende og med til at give ham rygstød.

- Ved det valg fik jeg personligt mere end en tredjedel af alle stemmer, der blev afgivet. Det var for mig meget voldsomt. Der var der godt nok mange, der havde tillid til mig, husker Lars Krarup.

Magt er et mærkeligt ord

Ved 2009-valget blev der sat en tyk streg under Herning-borgmesterens position. Lars Krarup var blevet en kommunalpolitisk magtfaktor med mulighed for indflydelse - også på den landspolitiske scene.

Ved afslutningen på sin borgmestertilværelse reflekterer venstrepolitikeren i dag over, hvad magt er for en størrelse. Og over, hvordan han har håndteret den.

- Magt er et mærkeligt ord. Det kan man smage på. Og nogen kan ikke lide smagen, siger Lars Krarup:

- Jeg har ikke noget problem med magt, hvis bare man behandler magten med respekt. Altså, jeg har som borgmester haft et ansvar, men også en magtmulighed ved at have det job i næsten 20 år. Og der skal man tænke sig godt om, når man administrerer den.

Har søgt indflydelsen

Men Lars Krarup siger også, at han aldrig har været bange for at bruge hverken magten eller muligheden for indflydelse.

I forbindelse med sin afgang fortæller han i et interview med TV MIDTVEST, hvordan han overfor skiftende regeringer har gjort sin indflydelse gældende. Med stemmetal, som dem Lars Krarup har opnået, har Herning-borgmesteren været en magtfigur med direkte adgang til de inderste cirkler på Christiansborg. En adgang, han har benyttet.

- Jeg er jo et menneske, der rækker ud efter indflydelse. Så i stedet for for eksempel at sidde og være spændt på, hvad der kommer til at stå i et regeringsgrundlag eller i en aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, så prøver jeg at bidrage til, hvad det er, der skal stå, forklarer Lars Krarup og fortsætter:

- Sådan har jeg været. Om det er lykkedes, det er vel sag for sag, der må definere det. Men jeg har aldrig været sådan en, der har siddet og ventet på, at andre skulle sætte en retning, siger han.

Vil væk fra rampelyset

Nu bliver det op til andre at bestemme den politiske kurs i Herning, og også at sende meninger afsted til Christiansborg og påvirke folketingspolitikerne.

Lars Krarup fortalte allerede sidste år, at han ikke ville genopstille ved kommunalvalget til november. Og også, at han havde tænkt sig at rømme borgmesterkontoret før tid.

Fra i morgen hedder borgmesteren i Herning Dorte West (V). Lars Krarup bliver forhenværende. Han ved ikke, hvad han skal, men går efter en fremtid i den bestyrelsesverden, som han kender i forvejen. Den nu tidligere bykonge er blandt andet formand for Team Danmark og medlem af bestyrelsen i Realdania. Han håber, der bliver mere i den dur til ham.

- Jeg vil gerne noget med idræt. Noget inden for bæredygtighed eller klima. Et eller andet, hvor man kan gøre en forskel for nogle, siger Lars Krarup:

- Og så vil jeg gerne lidt mere væk fra rampelyset, end jeg har været de sidste 20 år.