Venstremand om udpegelsen af Dorte West: - Valget kan blive en skueproces

Medlem af Venstre Hans Kærgaard mener, at byrådsgruppen ikke har tillid til deres medlemmer, når de peger på Dorte West (V) som afløser for Lars Krarup (V). Man låser situationen for modkandidater, mener han.

Venstres byrådsgruppe udpegede Dorte West som deres bud på en afløser for Lars Krarup bag lukkede døre.
Venstres byrådsgruppe udpegede Dorte West som deres bud på en afløser for Lars Krarup bag lukkede døre.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Da Lars Krarup den 16. august meldte ud, at han stopper som borgmester i Herning Kommune ved næste valg, gik der ikke lang tid før byrådsgruppen fra Venstre havde peget på Dorte West som hans afløser. Det var en beslutning, som de 19 byrådsmedlemmer foretog sammen bag lukkede døre.

Processen omkring udpegelsen af en afløser er dog ikke faldet i god jord hos alle Venstres medlemmer. Hans Kærgaard, der kommer fra Aulum og er medlem af Venstre i Herning Kommune, mener, at byrådsgruppens opbakning til West gør det svært for andre eventuelle kandidater at stille op.

- Jeg bliver ked af, at byrådsgruppen allerede har valgt deres spidskandidat, inden de ved, om der kommer andre stærke kandidater. Jeg synes, man låser situationen for modkandidater, for det bliver langt sværere at melde sig som kandidat, når byrådsgruppen allerede har valgt deres spidskandidat.

- Jeg er bekymret for, at det bliver en skueproces, siger Hans Kærgaard.

Den påstand giver formanden for Venstres kommuneforening i Herning, Søren Meldgaard, dog ikke meget for. Han mener, at bare fordi byrådsgruppen har peget på Dorte West, så kan andre kandidater sagtens stille op.

- Jeg har svært ved at se hans bekymringer, for vi følger vedtægterne. Byrådsgruppen har sat sig sammen og diskuteret, om vi ikke kan finde frem til en kandidat. Det er kun en anbefaling fra deres side og ikke et endeligt valg, så det er ikke en skueproces, siger han.

Formanden afviser kritikken

Et endeligt valg af ny borgmester er det netop ikke, men når man tager et kig på byrådet i Herning, så har Venstres byrådsgruppe stor indflydelse. 19 ud af 31 pladser i byrådet er besat af Venstre, og Lars Krarup har siddet på borgmesterposten i 18 år. Så umiddelbart har byrådsgruppen en del at sige, når det kommer til beslutninger.

Venstre har derfor et markant flertal i byrådet, og intet tyder foreløbigt på, at Venstre kommer til at afgive magten i Herning Kommune lige foreløbigt. Derfor behøver alt, hvad byrådsgruppen gør, dog ikke være korrekt. Hans Kærgaard efterlyser tiltro til baglandet fra de folkevalgte Venstrepolitikeres side.

- Nogle har spurgt mig, hvorfor jeg ikke er tryg ved, at 19 byrådsmedlemmer vælger en kandidat. Jeg vil vende den om og spørge, hvorfor byrådsgruppen ikke har tillid til, at vi 1.000 medlemmer kan vælge kandidaten, siger Hans Kærgaard, der er konsulent.

1:08
Valget af borgmesterkandidat internt i Venstres byrådsgruppe møder nu kritik

Ifølge Søren Meldgaard, så er tilliden til medlemmerne af Venstre intakt. Til spørgsmålet om, hvorvidt han kan forstå Hans Kærgaards bekymringer, så er svaret klart.

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan høre, hvad han siger med, at Dorte West har en fordel, men jeg har tillid til vores over 1.000 medlemmer. Hvis en anden kandidat stiller op, så får vi en demokratisk proces omkring valget mellem dem, og så er jeg sikker på, at de 1.000 vil vælge den rigtige kandidat, siger han.

Ikke alene med kritikken

Hans Kærgaard bragte sin kritik op på sin facebookprofil, og han er indtil videre den første og eneste, der har været skeptisk over for udpegelsen af Dorte West som afløser. Han føler dog ikke, han er ene om at sætte spørgsmålstegn ved processen.

- Det er jeg ikke. Siden jeg lavede Facebook-opslaget, har jeg fået adskillige henvendelser fra andre, der også har bekymringer over valgprocessen. Da Lars Krarup fortalte, at han stopper, så var valgprocessen i et højt tempo, og så jeg tror bare, jeg var den første - og derfor eneste - indtil nu, fortæller Venstremedlemmet fra Aulum.

Denne sag er næppe noget, der får Hans Kærgaard til at droppe medlemskabet i Venstre. Tværtimod er det loyaliteten til partiet, der gør, at han vil have et fair forløb omkring valget af den nye formand.

- Overordnet set anerkender jeg byrådsgruppens arbejde, men for mig er det her ikke et personspørgsmål. Det er et spørgsmål om valgproces. Uanset, hvem de vælger, så får vi en stærk kandidat til borgmesterposten, og min loyalitet er intakt, siger Hans Kærgaard.

Venstre holder opstillingsmøde den 29. september.