Bankfusion kommer til at koste ansatte jobbet – en sorgens dag, lyder det fra borgmester
Et endnu ukendt antal ansatte mister jobbet i bankfusion. Sammenlægningen handler om at overleve og positionere sig på markedet på lang sigt, fortæller direktør. Lemvigs borgmester ærgrer sig over situationen.
Fusionen mellem Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse kommer til at føre fyringer med sig.
Det fortæller administrende direktør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen, der også fortsætter i rollen som øverste ansvarlige i den nye konstellation, til TV MIDTVEST.
- Vi har to hovedsæder, der bliver slået sammen, så der er nogle dobbeltfunktioner, vi skal have kigget på.
Betyder det fyringer?
- Ja, desværre. Det må vi sige helt ærligt, at det kommer til at gøre.
- Vi har ikke overblik over, hvor mange det drejer sig om endnu. Vi skal huske, at fusionen først endeligt vedtages på vores generalforsamling i januar, og inden da kan vi formelt set ikke gøre noget. Men vi arbejder selvfølgelig stille og roligt med at få stillet det bedste hold, siger Jan Ulsø Madsen.
Borgmester: En sorgens dag
Vestjysk Bank, der i dag har hovedsæde i Lemvig, og Den Jyske Sparekasse, som har rødder i Grindsted, er blevet enige om at placere det nye, fælles hovedsæde i Herning for at mødes på midten geografisk set.
En beslutning, der ikke huer borgmester i Lemvig, Erik Flyvholm (V).
- For os er det en sorgens dag at miste 80 arbejdspladser. Det er stærkt bekymrende for os og et tab, som vi er rigtig kede af. Vi kæmper hele tiden for at skabe arbejdspladser, og det har vi i forvejen svært ved herude, så det betyder meget, om vi har et hovedsæde i Lemvig eller ej.
- Jeg tror, de 80 arbejdspladser betyder mere i vores område end der, hvor de kommer hen, lyder det fra Erik Flyvholm.
Bankdirektør: Et nødvendigt træk
Jan Ulsø Madsen peger på ’et vanskeligt marked at drive forretning på’ som den helt store årsag til fusionen.
For med lave renter og en kamp mod hvidvask, som trækker store ressourcer, er det blevet sværere at skabe profit.
Det er blandt andet nogle af årsagerne til, at Vestjysk Bank for få dage siden annoncerede, at bankens kunder fra årsskiftet vil skulle betale negative renter af opsparinger på mere end 100.000 kroner.
- Omkostninger og krav fra myndigheder vælter ned over os, så det drejer sig om at få skabt noget volumen og skala i banken, så vi kan være konkurrencedygtige.
- Det er ikke nødvendigt i dag. Men vi kigger ind i en fremtid, hvor vi kan se, at vi kan blive tvunget til det på et senere tidspunkt, hvis ikke vi gør noget nu. Og der har vi valgt selv at træffe beslutningen, siger Jan Ulsø Madsen.
Med over 140 års forankring i Lemvig har det dog ikke været en let konklusion at nå frem til.
- Det er en speciel dag og en æra, der slutter. Men sådan er præmissen, når man skal have en fusion til at fungere.
Der er endnu ikke fundet lokaler til det nye hovedsæde i Herning, men det er planen, at flytningen kommer til at foregå i løbet af 2021.
Vestjysk Bank kommer fortsat til at have filialer i Lemvig, Thyborøn, Struer og Holstebro.