Batteritog vækker jubel: - Det er som at vinde i lotto

Hos Midtjyske Jernbaner kan de slet ikke få armene ned over de nye batteritog, der i slutningen af næste år skal rulle på skinnerne mellem Vemb og Thyborøn.

Direktør for Midtjyske Jernbaner afprøver batteritog i Tyskland.
Direktør for Midtjyske Jernbaner afprøver batteritog i Tyskland.
Foto: Midtjyske Jernbaner

I dag lugter der af diesel i garagen hos Midtjyske Jernbaner, der administrerer Lemvigbanen. Men det bliver det ikke ved med. I slutningen af næste år skal der nemlig køre batteridrevne tog på den strækning, der ellers er så berømt for de tog, der kaldes for grisen. 

- Vi synes, det er helt fantastisk. Vi har faktisk kæmpet i et stykke tid for at blive en del af det her, og at det så lykkes – jamen vi kan næsten ikke få armene ned, siger Martha Vrist, der er direktør for Midtjyske Jernbaner.

- Det er så stort for os, at vi er de første i Danmark, der får lov at teste og drifte batteritog, fortsætter hun.

I første omgang er der tale om en prøveperiode, hvor Midtjyske Jernbaner i førte omgang ikke skal betale for togene, mens de ser togene i den daglige drift.

Dieseltogene på Lemvigbanen skulle skiftes uanset hvad, og derfor glæder Martha Vrist sig til at komme i gang med prøveperioden.

- Komforten bliver fuldstændig anderledes i de nye tog, end i de gamle tog vi har nu. Så det er næsten ligesom at vinde i lotto. Og i et batteritog er der næsten ingen støj. Det bliver luksus, siger hun. 

Kapaciteten skal testes

Fra producenten lyder det, at de nye batteritog kan køre 85 kilometer på en opladning. Men det er forudsat, at der ikke er stigninger, vind eller andre former for dårligt vejr.

Men stabilt vejr og ingen vind er ikke tilfældet, når toget skal køre helt ude vest på, og derfor skal prøveperioden også bruges til at finde ud af, hvordan togene klarer sig nær den jyske vestkyst.

- Vi vil rigtig gerne have noget erfaring med, hvor langt batteriet reelt kan køre, og hvordan det påvirker kapaciteten at køre i sidevind en hel dag, siger Martha Vrist. 

Midtjyske Jernbaner på visit i Tyskland for at se på batteritog.
Midtjyske Jernbaner på visit i Tyskland for at se på batteritog.
Foto: Midtjyske Jernbaner

De nye batteritog byder også på nye udfordringer for de teknikere, der er skal holde togene ved lige.

- Vi ved jo ikke engang helt, hvad der rammer os endnu. Men det bliver så spændende. Det er et kæmpe projekt, siger Bjarne Christensen, der er teknisk chef hos Midtjyske Jernbaner.

En gang i mellem bliver det også Bjarne Christensens job at køre de nye tog. Derfor har han været i Tyskland sammen med nogle af kollegaerne for at afprøve de batteridrevne tog, som de har.

- Det kommer bare lige så roligt glidende fremad. Det er helt anderledes at starte i hvert fald, siger han om oplevelsen med de batteridrevne tog i Tyskland.

Grøn løsning 

Lige nu kører der dieseldrevne tog på strækningen, hvor de nye batteritog skal tage over. Og de nye tog er meget bedre for klimaet. 

- Det er en 100 % grøn løsning, det er helt fantastisk, siger direktøren for Midtjyske Jernbaner, Martha Vrist. 

Også folk på perronen står med åbne arme mod de nye klimavenlige tog.

- Det er selvfølgelig rigtig godt for miljøet, og så er det dejligt, at det ikke larmer så meget og ikke lugter af diesel, siger Lucas Bolt, der går på handelsskolen Lemvig.

- Miljømæssigt synes jeg, det er en smaddergod ide. Men jeg ville synes, det var endnu bedre, hvis de kunne beholde togvognene, og så sætte nogle batterier på dem, så vi kunne beholde vores grise, siger Charlotte Hansen, der bor i Thyborøn. 

- Jeg er født og opvokset med at køre med disse tog, og det er en del af det at være thyborønbo og der er nostalgi i, fortsætter hun.

2:59
Se indslaget om de fremtidige batteritog her.