Cheminova fyrer 50 medarbejdere
FMC Rønland, det tidligere Cheminova ved Harboøre, fyrer 50 medarbejdere med målet om at blive mere konkurrencedygtige. Det har virksomhedens ansatte fået at vide mandag.
FMC på Rønland, bedre kendt som Cheminova, har i dag meddelt sine 508 medarbejdere på fabrikken ved Harboøre, at 50 af dem vil blive fyret.
Det er medarbejdere inden for både produktion, kvalitet og administration.
- Vi har efter en analyse identificeret, hvordan vi kan strømline og drive produktionen på en mere omkostningseffektiv måde uden at gå på kompromis med sikkerhed og kvalitet. Målet er at sikre, at fabrikken er konkurrencedygtig – nu og mange år frem, siger Fabrikschef på FMC Rønland, Jakob Kyllesbech, i en pressemeddelelse.
Ifølge fabrikschefen er det nødvendigt at fyre medarbejderne for at sikre fabrikkens fremtid, da den er udfordret på driftsomkostningerne, som fabrikken er nødt til at nedbringe.
- Vi er sikre på, at vores løbende forbedringer og tilpasningen af organisationen, vil sikre, at Rønland bliver et stærkere og mere konkurrencedygtigt produktionssted for FMC - både nu og i de kommende år. Vi har et mål om at Rønland skal blive et produktionssted i verdensklasse og være anerkendt for ’best-practice’. Vi er overbevist om, at det vil lykkes, og at vi har både en solid plan og kvalificerede medarbejdere, som kan løfte opgaven, skriver fabrikschefen.
Ifølge Jakob Kyllesbech er det for tidligt at sætte en dato på afskedigelserne.
- Vi vil i den kommende tid samarbejde med de faglige organisationer om det videre forløb, siger han.
Cheminova blev i 2015 opkøbt af den amerikanske virksomhed FMC Corporation. Siden er der blevet fyret medarbejdere på fabrikken på Rønland af flere omgange. FMC har udover fabrikken i Harboøre dansk hovedkvarter i Hørsholm med 160 medarbejdere og beskæftiger på verdensplan over 7000 ansatte.