Cykelhøjskole for seniorer er et hit

Kursisterne på SeniorHøjskolen i Nørre Nissum får kørt rigtig mange kilometer på cykel. Også selvom nogle af deltagerne er kommet lidt op i årene.

Niels Hjøllund er kursist på SeniorHøjskolen i Nørre Nissum. Her cykler han omkring 20 kilometer om dagen.
Niels Hjøllund er kursist på SeniorHøjskolen i Nørre Nissum. Her cykler han omkring 20 kilometer om dagen.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Kursisterne på seniorhøjskolen i Nørre Nissum er alle over 55 år, og så er de glade for at cykle.

- Det er fordi, at jeg godt kan lide at cykle, og så kan jeg godt lide at få en masse venner. Og det får man på cykelturen, siger 85-årige Niels Hjøllund om, hvorfor han har meldt sig til.

Men han er langt fra den eneste, der benytter sig af det tilbud, der hedder SeniorHøjskolen. 

I denne uge har et hold været på cykelophold, og her bliver der cyklet omkring 20 kilometer om dagen. 

- En gang imellem kører vi lidt mere, men det er ikke meget. Og en enkelt gang imellem kører vi en lille smule mindre, siger Lise Rokkjaer, der er højskolelærer på SeniorHøjskolen.

En uge med godt samvær

Men cykelturene er faktisk bare en undskyldning for den egentlige grund, fortæller Lise Rokkjaer.

- Det handler om at høre hinandens historier og nyde at være sammen, siger hun.

Niels Hjøllund var da heller ikke i tvivl om, at han skulle på højskoleophold på cyklen i Nørre Nissum.

- Jeg synes rigtig godt om det, især hvis vejret er fint, som det er, siger han.

Hele cykelopholdet på SeniorHøjskolen varer en uge. 

1:20
I Nørre Nissum ligger en højskole lidt anderledes end de fleste med et ophold for motionsglade seniorer