Ekskonen meldte eksmanden: Begge idømt fængsel for våbenbesiddelse
Et tidligere ægtepar blev begge idømt ubetinget fængsel for besiddelse af flere våben på en ejendom i Gudum.
Mette Damgaard og Rene Jensen har begge fået to år og otte måneders fængsel ved retten i Holstebro. Efter det tidligere ægtepar blev dømt for at være i besiddelse af flere våben.
- Jeg er godt tilfreds med dommen, siger anklager Anna Søndergaard ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Anklageren havde selv nedlagt påstand om en strengere straf, men er alligevel altså tilfreds med minimumsstraffen for besiddelse af en automatriffel.
- Ja, jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at de blev dømt efter straffeloven. Forsvarer mente, at der kun kunne være tale om en overtrædelse af våbenloven, men retten mente også, at der skulle dømmes efter straffeloven, og derfor blev det til langvarige fængselsstraffe som blev gjort ubetingede, siger Anna Søndergaard.
Kalasjnikov på loftet
I retten forklarede den 50-årige kvinde, at det var manden, der havde taget flere våben med ind i huset, da de flyttede sammen. Blandt andet en pistol, en salonriffel og automatvåbnet AK 47.
De ulovlige våben var opbevaret i et skab i parrets soveværelse.
I august flyttede manden ud af huset. Kvinden flyttede de efterladte våben til et loftsrum, men valgte så i oktober måned at melde manden til politiet for besiddelse af våbnene.
Det resulterede i, at Midt- og Vestjyllands Politiet anholdt både kvinden og manden efter fundet og konfiskationen af de ulovlige våben. Hverken kvinden eller manden havde våbentilladelse til nogle af våbnene.
I retten havde kvinden og manden helt forskellige forklaringer.
Ifølge anklager Anna Søndergaard endte kvinden med at få samme hårde straf som manden, fordi hun godt vidste at de ulovlige våben blev opbevaret i huset.
Stramninger
Der er de seneste årtier strammet flere gange på straffen for besiddelse af våben og ammunition.
- Det er særligt den her AK 47 automatriffel. Der er minimumsstraf på to år, og så er niveauet oppe i den her ende. Det er jo fordi, man netop vil have de her våben væk fra gaderne, siger Anna Søndergaard.
Både den 50-årige kvinde og hendes 57-årige eksmand har valgt at tage 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes.