Kommer med opfordring: Har du samlet bær ved Thyborøn, så smid dem ud
Bær fra det PFOS-forurenede område i Thyborøn bør smides ud. Det vides nemlig ikke, om bærrene har optaget giftstofferne.
Hvis du havde set frem til at lave en dejlig marmelade med de bær, du har samlet syd for Thyborøn, så bliver du nok skuffet.
Lemvig Kommune kommer nemlig med en opfordring om at kassere hyben, havtorn og andre spiselige bær, der er blevet samlet i området, på grund af den nylige opdagelse af en PFOS-forurening omkring Banegravssøen tæt på Thyborøn Fjord.
Det vides nemlig ikke, om bærrene har optaget nogle af giftstofferne, skriver Lemvig Folkeblad.
- Fødevarestyrelsen ved på nuværende tidspunkt ikke, om bær i et PFOS-forurenet område bliver påvirket, så ud fra et forsigtighedsprincip opfordrer vi folk til at smide deres indsamlede bær ud.
- I den sammenhæng er det også vigtigt at huske, hvis man har forarbejdet nogle af dem til eksempelvis syltetøj eller snaps, fortæller Morten Corneliusen, der er afdelingsleder i natur- og miljøafdelingen i Lemvig Kommune til TV MIDTVEST.
Fund af PFOS i Thyborøn
Det blev for et par uger siden fundet koncentration af PFAS-stoffer, især PFOS, der overskrider kvalitetskriterierne med knapt 1800 gange. Fundet skete i en sø i Natura2000-området syd for Thyborøn.
Region Midtjylland er efter fundet i gang med at undersøge, hvordan de forurenede grunde udgør en risiko for vandløb, fjorde og havet.
Forureningen formodes at stamme fra en nedgravet losseplads, og Lemvig Kommune er sammen med Naturstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Region Midtjylland ved at undersøge, hvad der skal ske for at få forureningen i området under kontrol.
Undersøgelser af bær
Fødevarestyrelsen skal nu i gang med at undersøge, om der er tegn på PFOS i bær og andre spiselige produkter fra området, da stoffet kan være kræftfremkaldende. Men så længe der ikke er svar på analyserne, bliver borgere opfordret til ikke at bruge indsamlet bær fra området.
- Vi har været ude og sætte skilte op i området, men det er vigtigt, at dem, der har bær fra området liggende, også bliver klar over situationen, så det er derfor vi kommer med denne opfordring, siger Morten Corneliusen.
Ifølge myndighederne der der ikke nogen fare for forurening af drikkevandet i Thyborøn.