Mor strukturerer og døtrene savner vennerne: Udsigt til tre ugers skolelukning får blandet modtagelse

Familien Kristensen i Lemvig mener, at den første uge hjemme fra skole og arbejde er gået godt. Men børnene savner kammeraterne.

Fra venstre Sarah, Simone og Pia Kristensen. Familien fra Lemvig har forsøgt at vænne sig til den nye Corona-hverdag, men især de to piger savner deres venner.
Fra venstre Sarah, Simone og Pia Kristensen. Familien fra Lemvig har forsøgt at vænne sig til den nye Corona-hverdag, men især de to piger savner deres venner.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Da statsminister Mette Frederiksen i dag indkaldte til pressemøde, så vidste mange danskere godt, hvad klokken var slået: Den store nedlukning af landet trækker ud.  

Og i sagens natur bliver mange familier - også her i landsdelen - berørt af, at skolerne skal holde lukket i yderligere tre uger. For Pia Kristensen fra Lemvig betyder statsministerens udmelding, at hun skal gentænke planerne for de kommende uger.

- Det betyder, at vi skal have lidt mere struktur på. Vi havde forventet, at vi skulle være lidt længere end først udmeldt, men nu skal der nok lidt mere struktur på hverdagen, og så vi se, hvordan vi får det til at hænge sammen, fortæller Pia Kristensen fra Lemvig, der som kunderådgiver arbejder hjemmefra samtidig med at begge hendes døtre også arbejder hjemmefra – som henholdsvis 3. og 6. klasses folkeskoleelever.  

På mandagens pressemøde forlængede regeringen alle forholdsregler lige fra skolelukninger til lukning af restauranter frem til den 13. april. Det vil altså sige til lige efter påske. Indtil da vil forbuddet mod forsamlinger over 10 personer også blive opretholdt.

Savner vennerne og hverdagen

Simone Kristensen går i sjette klasse – normalt har hun sin hverdag på Christinelystskolen i Lemvig. Men den seneste uge er klasseværelset altså skiftet ud med pigeværelset i parcelhuset, og udsigten til endnu tre uger med hjemmeskole huer bestemt ikke den unge pige.

- Det er allerede svært her i anden uge. Det er mærkeligt at være alene hele tiden, og det er irriterende ikke at kunne komme ud fritidsaktiviteter og ud til vennerne og være sammen med dem, lyder det fra en frustreret Simone Kristensen, der bliver bakket op af sin lillesøster:

- Det er rigtig svært og hårdt ikke at måtte lege med nogen, lyder det fra Sarah Kristensen, der går i tredje klasse.

Men pigerne, såvel som alle andre danskere, må formentlig væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

På pressemødet mandag fastslog Sundhedsstyrelsen nemlig, at man først forventer, at corona-epidemien topper om fire uger. Flere eksperter forventer, at flere af forholdsreglerne derfor må forlænges endnu en gang efter påske.

2:56
Vores reporter, Karl Erik Lørup, besøgte Familien Kristensen for at få deres reaktion på udmeldingen om, at hjemmeskolen skal fortsætte yderligere tre uger.