Opkald fra borger løste månedlang voldtægtssag
En 19-årig voldtægtsmand havde været på fri fod i over en måned.
En 19-årig mand fra Lemvig er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Holstebro.
Han er sigtet for at have begået en voldtægt i Lemvig natten mellem 24. og 25. juli 2022.
Det var dog først søndag eftermiddag, at manden blev anholdt og endda ved lidt af et tilfælde.
En borger ringede nemlig til politiet, da han havde observeret en ung mand i færd med at have seksuel omgang med en lolitadukke i et mindre skovområde.
- En borger ringer ind og fortæller om mystisk aktivitet og da vi i forvejen har personale i området, sender vi dem derhen. Da de ankommer, ser de at manden passer på signalementet af gerningsmanden i voldtægtssagen og anholder ham, fortæller vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jim Hansen.
Under mandagens grundlovsforhør har den 19-årige gerningsmand erkendt skyld i sagen, der dog ikke er afsluttet endnu.
Politiet skal nemlig have fulgt sagen helt til dørs.
- Vi er ikke i tvivl om, at vi har fat i den rigtige. Men sagen skal belyses helt, så vi mangler stadig nogle afhøringer og så er der tekniske spor, der skal gennemgås, fortæller Jim Hansen.
Bad om hjælp
Få dage efter voldtægten var Midt- og Vestjyllands Politi ude at bede offentligheden om hjælp til at opklare sagen.
Selvom det endte i mange tips, var det ikke med til at løse sagen, der var ved at ende i endnu en voldtægt af offeret.
- Retten i Holstebro har sigtet den 19-årige for en særdeles grov voldtægt tilbage i juli og et forsøg på voldtægt i løbet af august, fortæller senioranklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi Linette Lysgaard.
Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer, der sad med til grundlovsforhøret, havde politiet opsat kameraer, der reagerer på bevægelse, op ved offeret.
De blev aktiveret 22. august, hvor politiet rykkede ud, men ikke fik fat i den 19-årige, der var væk igen.
Ved retten erkendte han, at være dukket op på offerets adresse på den pågældende dato.
Ifølge Dagbladet skal den 19-årige mentalundersøges.