Politi efterlyser vidner til voldtægt i Lemvig
Politiet søger også overvågningsbilleder.
Midt- og Vestjyllands Politi har brug for offentlighedens hjælp til at opklare en voldtægtssag fra Lemvig, der fandt sted natten til mandag 25. juli.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse, hvor flere detaljer ligeledes er gengivet.
På trods af flere dages efterforskning er det endnu ikke lykkedes for politiet at finde frem til den formodede gerningsmand.
Opdatering:
Voldtægten fandt ifølge politiet sted på en adresse i Lemvig natten mellem den 24. og 25. juli 2022.
- Vi skal et skridt videre i efterforskningen. Derfor efterlyser vi vidner, siger politikommissær Poul Fink.
Voldtægten skete mellem klokken 01.30 og 03.30, hvor en kvinde blev voldtaget af den mand, som politiet nu håber, at man kan finde med hjælp fra offentligheden.
Af hensyn til den forurettede ønsker politikommissæren ikke at give flere oplysninger om kvinden.
Midt- og Vestjyllands Politi søger desuden videoovervågning fra ejendomme og bygninger i området ved Østergade i det centrale Lemvig.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.