Særlig gruppe hyrer stort navn til koncert: - Det er her, de rigtige stjerner er

De tredive koncertarrangører har ikke prøvet det før, men de er åbenbart gode til det, for der var udsolgt på ingen tid.

0:54
Koncerten blev udsolgt på kort tid. Sådan blev det fejret.

- Vi er gode. Vi er bare gode!

Zenia Lykke Sørensen er tydeligt stolt, da hun holder en lille tale for sine 29 kolleger på Rom Skole ved Lemvig.

De skal arrangere en koncert 20. februar, og de har landet en aftale med en af dansk musiks største stjerner, nemlig Malte Ebert.

- Han har sunget for dronningen, og om lidt skal han synge for os. Men først skal vi i arbejdstøjet, siger Martin Bro Henriksen, som også er på Rom Skole.

Medarbejderne på Rom Skole har forskellige vanskeligheder og handicaps, og idéfolkene bag koncerten vil skabe et fællesskabsprojekt, hvor alle kan bidrage med det, de nu kan. Nogen skal sætte stole frem, andre skal stå i baren eller sælge slik. Der er masser af opgaver, når Malte Ebert skal på scenen.

Succesoplevelse for alle

Det er to søstre, der fik koncert-ideen. Gitte Vrist er pædagog på Rom Skole, mens Helle Langer står bag spillestedet 18B i Harboøre.

De er begge uddannet pædagog og har længe snakket om, at det kunne være sjovt at lave et projekt sammen. Målet er, at medarbejderne på Rom Skole skal have en succesoplevelse og følelsen af at udrette noget stort.

- Vi er sådan nogle, der hurtigt kan arrangere noget. Vi ringede til Anders Bro fra TV MIDTVEST, og så gik det stærkt. Han tænkte større end os, og det endte med at blive Malte Ebert, der kom på plakaten, fortæller Helle Langer og Gitte Vrist tilføjer med et smil:

- Vi vil gerne vise, hvilke folk vi har herude på Rom Skole. Det er superstjerner. Det er dejligt, vi får Malte Ebert ombord – men det er her, de rigtige stjerner er.

Anders planlægger koncerten sammen med Martin og de andre fra Rom Skole.
Anders planlægger koncerten sammen med Martin og de andre fra Rom Skole.
Foto: Mikael Andersen

Se hvordan det gik

Anders Bro og TV MIDTVEST følger projektet, og alle vil kunne se, hvordan det kommer til at gå i det nye år efter koncerten 20. februar.

- Jeg glæder mig til at være på sidelinjen, når de gode mennesker herude fra Rom Skole skal byde velkommen til Malte Ebert og den udsolgte sal. Det er svært at forudsige, hvad der sker, når vi mødes her på Rom Skole, men sjældent har jeg været i et så hyggeligt og livsbekræftende selskab, siger Anders Bro.