23-årig tilstår: Bestilte manipulerede pornobilleder af 18 kvinder gennem syv år
En 23-årig mand fra Midtjylland tilstår at have kopieret, delt og misbrugt 18 kvinders Facebook-billeder.
Fra anklagebænken i retten i Viborg tilstod en 23-årig midtjysk mand tirsdag, at han har kopieret, delt og efterspurgt billedmanipulation af i alt 18 kvinders Facebook-billeder, så de kom til at fremstå pornografiske.
- Jeg downloadede deres billeder og uploadede dem på en hjemmeside og skrev, om der var nogen, der kunne manipulere dem, forklarede den unge mand i retten.
Hvorfor billederne af pigernes ansigter skulle redigeres ind på blandt andet pornomodellers kroppe eller manipuleres, så det lignede, at de havde sæd i ansigtet, kunne den tiltalte ikke give noget entydigt svar på. Dog kom det frem, at han har været forelsket i størstedelen af pigerne.
- Jeg var en kujon og turde ikke rigtig gøre noget, så det her var en form for at have noget privat med dem, lød det fra den 23-årige.
Han forklarede desuden, at han ikke havde overvejet, hvilke konsekvenser billederne kunne få for pigerne. Det var ifølge ham aldrig det primære mål, at billederne skulle ses af andre end ham selv.
- Det var først, da jeg blev anholdt, at det gik op for mig, hvad fanden det var, jeg havde gang i, fortalte den tiltalte.
Billederne var børneporno
Manden er i langt størstedelen af de 19 forhold sigtet for at have brudt straffelovens § 235, der blandt andet omhandler udbredelse af pornografiske fotos eller andre pornografiske visuelle gengivelser af personer under 18 år.
Det skyldes, at 16 af de 18 kvinder var under 18 år, da krænkelserne fandt sted. Derfor kategoriseres billederne ikke kun som porno, men som børneporno. Et faktum, som både anklager og forsvarer kom ind på i deres respektive procedurer.
- Det er vigtigt at pointere, at det er ikke er noget barn, der har været udsat for fysisk børnepornografi. Der er trods alt kun tale om billedmanipulation, lød det fra den sigtedes forsvarer, Peter Nisgaard Brink.
Den pointe var anklager, Iben Ernst Bøttker, ikke helt enig i.
-Billeder og internettet er nådesløst. Vi kigger på billeder måske et kvart sekund, og der er det ikke til at se, om billedet er manipuleret, lyder det fra hende.
Anklager: Et års fængsel
Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Iben Ernst Bøttker, lagde i sin procedure vægt på, at sagen er særligt grov, fordi det er meget svært at fjerne billederne fra nettet, når de først er lagt ud.
⁃Pigerne kan ikke stoppe med at være forurettet. Selvom det måske skulle lykkes at få fjernet i hvert fald nogle af de her billeder, så er det sådan, at der kan være mænd og drenge i hele verden, der har dem downloadet, sagde hun.
Blandt andet derfor påstod hun, at den 23-årige mand skulle idømmes et års ubetinget fængsel.
⁃Vi skal kigge på den tillid, der er blevet misbrugt i den her sag. Vi skal kigge på de billeder, som den tiltalte har lagt ud og manipuleret. Og så skal man også kigge på den krænkelse, som de her piger har været udsat for.
Forsvarer: Betinget fængsel
Den påstand var den unge mands forsvarer, Peter Nisgaard Brink, ikke enig i.
I sin procedure argumenterede han for en lavere sanktion ved blandt andet at påpege, at det, ifølge ham, nemt kan ses på nogle af billederne, at de er falske.
⁃ Kvaliteten er meget svingende, og i de fleste af dem er man i min optik ikke i tvivl om, at der er tale om billeder, der er manipuleret, lød det.
Derudover fremhævede forsvareren, at den tiltalte aldrig har efterspurgt manipulation af billederne for at tjene penge eller dele dem med andre.
- Det er en formildende omstændighed, at det ikke var hans primære interesse, at billederne skulle deles.
Forsvareren mente, at straffen til den tiltalte skulle være betinget og med vilkår om samfundstjeneste, således at den tiltalte ikke skal i fængsel og afsone. Her lagde han vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet.
- 40 dages fængsel må være det, der som udgangspunkt er toneangivende i det her, argumentede han.
Inden dommeren afsluttede dagens retsmøde, fik den tiltalte mulighed for at sige en sidste bemærkning. Tøvende tog han ordet og beklagede overfor pigerne.
- Jeg er utrolig ked af det, jeg har gjort. Der er ikke så meget, jeg kan gøre udover at sige undskyld.
Der falder dom i sagen på tirsdag den 19. marts.