Alternativet har lokale kandidater i 82 kommuner
Til kommunalvalget kan vælgere i det meste af landet sætte kryds ved liste Å, som stiller op for første gang.
Valgkampen er så småt ved at gå i gang landet over, hvor lokalpolitikere skal kæmpe om pladserne i landets 98 kommuner og fem regioner.
Alternativet stiller op for første gang, og vælgere i 82 kommuner kan sætte kryds ved det grønne parti til kommunal- og regionsrådsvalget 21. november.
Og det er en kæmpe succes, mener partiets politiske leder, Uffe Elbæk.
- Jeg er totalt stolt over det store arbejde, som vores lokalforeninger har gjort for at oversætte Alternativets politik til konkrete forslag og tiltag, der giver mening lokalt og regionalt.
- Det er i hvert fald noget, der fylder mig med håb på den grønne omstillings og demokratiets vegne, siger han.
315 kandidater i landets kommuner og 28 kandidater i de fem regioner vil arbejde for en grønnere politisk linje. For partiet vil sætte fokus på grøn omstilling lokalt og på at styrke nærdemokrati og borgerinddragelse, lyder det.
Alternativet stiller op i otte ud af de 13 midt- og vestjyske kommuner. De otte kommuner er: Holstebro, Herning, Silkeborg, Struer, Viborg, Skive, Thisted og Favrskov.