Angriber hunde eller ulve flest? Her er tallene

”Hunden er en større dræber end ulven”.

Sådan lød det i en artikel, som TV MIDTVEST skrev i 2015. Sådan er det dog ikke længere.

Nu bliver den gamle artikel igen delt og læst, men i dag er billedet et helt andet. Det viser et notat over formodede ulveangreb, som Miljøstyrelsen står bag.

Naturstyrelsen rykkede ud til 95 formodede ulveangreb i 2017. I 24 af de tilfælde blev det bekræftet, at ulve stod bag, mens hunde beviseligt stod bag fem.

I de øvrige tilfælde har man ikke kunne bekræfte, hvilket dyr der stod bag. Eksempelvis fordi det døde dyr har ligget for længe til at kunne blive testet, eller det er selvdødt.

Det sker også ofte, at vildtkonsulenterne udelukkende tjekker, om der står en ulv bag eller ej. Der bliver altså ikke altid tjekket, om det er en hund, der står bag. 

Samlet set står hundene bag mindre end fem procent af alle de formodede ulveangreb.

Stigning i ulveangreb

I 2015 så tallene markant anderledes ud.

Dengang var der 32 formodede ulveangreb. Af dem blev det bekræftet, at ulve stod bag fire tilfælde, mens der i 11 tilfælde var tale om hunde.

- Jeg kan bekræfte, at der i 2017 har været en stigning i antallet af ulveangreb i forhold til tidligere år. Naturstyrelsens vildtkonsulenter bliver kun kaldt ud, når der er mistanke om, at en ulv har angrebet husdyr. Hvis husdyr for eksempel angribes på Sjælland, eller man ved, at det er en bestemt hund, der taget et dyr, så bliver vi ikke kontaktet, siger miljøplanlægger ved Miljøstyrelsen Lasse Sehested Jensen.

Han har ikke umiddelbart et bud på, hvorfor tallene for de to år er så forskellige, men påpeger, at der i 2016 blev opdaget en fejl i den måde, hvorpå man tog DNA-tests, og at de to år derfor ikke kan sammenlignes.

Se alle de formodede angreb på kortet herunder. De røde prikker viser bekræftede angreb og de grønne hundeangreb. Det er vigtigt at understrege, at der er tale om antal angreb og ikke antal dræbte dyr:

Sådan tjekker styrelsen

Modsat hvad mange tror, så er det langt fra hver gang, at Naturstyrelses vildtkonsulenter tager DNA-prøver, når de bliver kaldt ud til et muligt ulveangreb.

- Man obducerer altid dyrene. Men hvis det så giver mening, og dyret ikke har ligget for længe, så tager vi også en spytprøve til DNA-analyse, forklarer Lasse Sehested Jensen.

DNA-prøven er altså ikke nødvendig for at finde ud af, om ulven har været på spil og dermed få udbetalt erstatning, men det er ét af de værktøjer, der bliver brugt.

Miljøstyrelsen har kun statistik på, hvor mange husdyr der bliver angrebet af ulve og ikke, hvor mange husdyr der bliver angrebet af andre dyr. Det skyldes, at landmændene udelukkende får erstatning for husdyr, som er blevet angrebet af en ulv.

Man ved derfor ikke, hvor meget vildt ulven jager. Men ulven kan være med til at sikre en sundere bestand af hjortevildt.

- Som andre rovdyr har ulven en direkte betydning for de byttedyr, som den jager, for eksempel råvildt og kronvildt. Det kan være med til at holde bestandene sunde, da det typisk er de svageste individer, som bliver taget. At der er rovdyr, kan også være med til at påvirke hjortebestandene i retning af en mere naturlig adfærd, hvor de i større omfang opholder sig i områder, hvor de er mindre udsatte for angreb, siger Lasse Sehested Jensen.

I 2017 er der i alt blevet udbetalt erstatninger for dræbte husdyr for 121.350 kroner til private lodsejere for de 24 tilfælde af ulvedrab.