Badesæsonen er i gang: Livreddere beder folk på paddleboard tænke sig om
Badesæsonen er over os, og det betyder samtidig højsæson for folk, der driver til havs. Derfor kommer livreddere nu med gode råd til at gebærde sig på vandet, særligt hvis man har et SUP-board.
Solen er gavmild i disse dage med høje temperaturer til følge, og det udnytter mange til en tur til og i vandet.
Kombinationen af mange strandture og de populære Stand Up Padle boards får dog Trygfondens livreddere og Søsportens Sikkerhedsråd til at opfordre til, at man passer på fralandsvinden, tager et introduktionskursus og investerer i ordentligt og sikkert SUP-udstyr, inden man bevæger sig ud.
- De personer, som vi hjælper i land, er som regel blevet fanget af fralandsvind, som gør det vanskeligt for dem at komme tilbage på stranden. Særligt de oppustelige SUP-boards reagerer næsten som et badedyr i vinden, og driver ud fra kysten – og det kan ske meget hurtigt.
- Hvis man ikke er meget rutineret og har gode kræfter, er det svært at padle imod vinden og strømmen. Derfor er det meget alvorligt at blive taget af vinden, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.
Vinden vender hurtigt
På stranden i Vorupør var der onsdag hejst et gult flag på livreddertårnet. Det er netop i de situationer, man særligt skal tage sig i agt.
- Det er fordi, at vi har fralandsvind, selvom det godt nok ikke føles sådan. Herinde hvor folk ligger på stranden, er de i læ af klitterne. Men ligeså snart de kommer ud på åbent hav, så kan vinden tage til, og så kan man hurtigt drive ud. Det kan give panik og skabe farlige situationer. Det vil vi helst undgå, siger livredder Nanna Drewsen.
Hun kan fortælle om flere, der kommer til stranden med deres udstyr. Dem forsøger livredderne at fange til en snak, især når vinden kan snyde.
- Det sker, at folk og især børnefamilier kommer ned med deres luftmadrasser. Folk der lige har købt et SUP-board kommer herned, men så går vi ned og snakker med badegæsterne, inden de går ud i vandet, så vi undgår, at de tager dem med ud.
Vindforholdene kan hurtigt ændre sig, og det var tilfældet onsdag, hvor det gule flag blev skiftet ud med et gult og rødt. Det signalerer, at livredderne er på vagt, og at man stadig skal tage sine normale forholdsregler.
- Læg mærke til de lokale forhold. De ændrer sig hurtigt. Sørg for at vide, hvordan vinden blæser. Om det er fralandsvind eller pålandsvind, og vid om der er bølger eller ej, råder Nanna Drewsen.
Kursus, svømmevest og mobil
Søsportens Sikkerhedsråd går endnu længere og anbefaler folk, der er nye på SUP-boardet, at tage et introduktionskursus, inden de bevæger sig ud på egen hånd.
- Tag kurset, selvom du ikke synes, det er nødvendigt. Når du har teknikken på plads, kan du begynde at øve dig i roligt vand tæt på kysten, og først når du har godt styr på det og kan manøvrere boardet, kan du begynde at padle længere væk fra kysten, hvor der er mere vind, siger Henrik Tang Kristensen, der er klubkonsulent og SUP-instruktør i Dansk Sejlunion.
Et introduktionskursus tager typisk et par timer og kan tages i en af de mange vandsportsklubber i hele landet.
Derudover anbefaler Dansk Kano- og Kajakforbund, at man har en svømmevest, en sikkerhedsline der går fra boardet til ens ankel og en vandtæt mobil med sig på vandet.
- Der er mange, som ikke er opmærksomme på, at det er lovpligtigt at have svømmevest med – og vi vil gerne opfordre til, at man tager vesten på. Hvis du falder i vandet og ikke kan komme tilbage på dit board, så holder vesten dig oppe, så du sparer kræfter og kan bruge dem på at komme sikkert tilbage på land, siger Bjørn Thomsen, konsulent i forbundet i en pressemeddelelsen og slutter:
-Der skal så lidt til at gøre turen mere sikker, så prioriter noget godt sikkerhedsudstyr.