Bekymrede borgmestre om afskaffelse af store bededag: Sådan vil det ramme os

Når store bededag bliver afskaffet, vil der blive større kommunale udgifter. Det skaber bekymring hos en række af landsdelens borgmestre.

2:33
Kommunernes udgifter øges når St. Bededag afskaffes og flere borgmestre frygter nu service forringelser
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Kommunernes Landsforening har møde i Aalborg, og et af de varme emner er - Ja, gæt engang: store bededag.

Flere borgmestre ser nemlig ind i en økonomisk usikker fremtid med masser af ekstra udgifter, når helligdagen sløjfes, fordi institutioner, skoler og rådhuse ikke kan holde lukket.

Det skaber bekymring hos en række af landsdelens borgmestre, som frygter, at et farvel til helligdagen vil skabe yderligere forringelser af kommunernes service over for borgerne, og dermed presse velfærden i knæ de kommende år.

- Det er jo på medarbejdersiden, jamen, så skal der jo arbejdes en ekstra dag, og hvem er det så, der skal betale for den ekstra dags arbejde, lyder det fra borgmester Dorte West, Venstre, Herning Kommune.

Rammer velfærden

Flere omkostninger i en tid, hvor der i forvejen skal spares, vil give udfordringer i forhold til serviceniveauet, lyder det.

- Det betyder faktisk, vores service bliver lavere, og den bliver dårligere overfor de borgere, som også har brug for en ydelse fra kommunerne, vurderer borgmester Helle Gade, Socialdemokratiet, Silkeborg Kommune.

Konsekvensen kan være, at vigtige velfærdsområder i kommunerne rammes.

- Og jeg er socialdemokrat, og jeg står jo på velfærden, og det gør rigtigt ondt, når man så skal skære i den , men jeg er også nødt til at være realist og så have modet til at sige, jamen, så må vi få snakket om, hvilke konsekvenser, det så betyder generelt set, siger Helle Gade.

Blikket i kommunerne er nu stift rettet mod den kompensation, de mener bør falde i forbindelse med afskaffelsen af store bededag.

- Den øgede udgift, der vil være i forbindelse med, at man skal arbejde en dag mere, den har vi selvfølgelig også en forventning om, at vi bliver kompenseret for, lyder kravet fra Erik Flyvholm, borgmester, Venstre, Lemvig Kommune.

- Så hvis ikke det bliver kompenseret, jamen så skal vi jo finde de her penge på andre konti, og så vil det komme til at gå ud over andre ting, istemmer borgmester Hans Østergaard, Venstre, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Mon den kommer?

Ingen har dog hørt om størrelsen på en eventuel kompensation - hvis den overhovedet kommer.

- Jamen, så bliver det stramt. Så bliver det svært, vurderer borgmester Lars Storgaard, Det Konservative Folkeparti, Favrskov Kommune.

Beskæftigelsesministeren forsikrede i dag, at der er tænkt på løn til for eksempel pædagoger i daginstitutionerne, der nu skal holde åbent store bededag.

- Det er en ny opgave, at de skal holde åbent på den dag, der tidligere var en helligdag. Det har vi selvfølgelig regnet ind, at der skal være penge til, lover Ane Halsboe-Jørgensen, beskæftigelsesminister, Socialdemokratiet.

Usikkerheden råder dog fortsat i kommunerne, hvor nogle ryster på hovedet af sløjfningen af helligdagen.

- Jeg mener ikke, at det er noget, der er værd at bruge ret meget politisk krudt og energi på. Jeg synes, det var en sag, man skulle lade ligge. Vi har haft den her helligdag og fridag gennem flere hundrede år, så man burde egentlig bare havde ladet være, lyder meldingen fra Niels Jørgen Pedersen, borgmester, Venstre, Thisted Kommune.

Ifølge lovforslaget om afskaffelse af helligdagen, vil den øgede arbejdstid - beregningsteknisk - føre til, at der er 2700 færre offentligt ansatte.