Bo brager til Frankrig i den gode sags tjeneste

Bo Wolff skal lede Tour de Taxa-mandskabet til Paris.

Bo Wolff og 37 andre motionscyklister skal til Paris på to hjul
Bo Wolff og 37 andre motionscyklister skal til Paris på to hjul
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

En tur på 1300 kilometer. Tanken kan give selv hårdføre bilister lidt sved på panden. For Bo Wolff og motionsholdet Tour De Taxa kommer turen endda til at foregå på jernheste. 

- Vi kommer ud og cykler en masse, og så støtter vi et godt formål, lyder det fra holdkaptajn, Bo Wolff.

Tour De Taxa er et velgørenheds-hold med afdelinger i hele landet, og Bo Wolff står i spidsen for et mandskab på 37 motionsryttere fra Midt- og Sydjylland, der fredag glider ud på årets store tur, der går til Paris. 

Fredag kører de afsted fra Kollund Fjord. 38 ryttere og seks hjælpere, der skal stå for frokost og reparationer af cykler og ømme muskler.  

Særligt år at være dansk hold

Udover motionen og kammeratskabet samler holdet penge ind til Julemærkefonden med deres tur til den franske hovedstad. Det er en lang række sponsorer, der rejser støtten. 

- En stor del handler om at hjælpe børn, der har det svært, siger Bo Wolff. 

Som lidt ekstra fløde på toppen, kan Bo Wolff da heller ikke lade være at se frem til den absolutte finale. At se tour-feltet komme til Paris. Der er jo altså en dansker, der har markeret sig lidt. 

- Nu skal vi ned og se Jonas Vingegaard i gult – det bliver en stor oplevelse, siger Bo Wolff.