Bunden er nået: Ledighed når nyt lavpunkt
- Jeg ser det ikke som en mulighed, at ledigheden bliver endnu lavere, siger formanden for De Regionale Arbejdsmarkedsråd Vestjylland.
Der bliver færre, der står uden job på det danske arbejdsmarked, det viser tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at ledigheden i september måned faldt med 1800 personer til 74.500 personer.
Det lille fald betyder, at det nu er 2,5 procent af arbejdsstyrken, som ikke er i arbejde.
I august måned lå ledigheden i Vestjylland på 1,9 procent. Det laveste område sammen med Nordsjælland - men i september er ledigheden faldet yderligere i Nordsjælland, så de har på nuværende tidspunkt en ledighed på 1,8 procent.
- Det, der primært slår igennem nu er inden for byggeriet og industrien. Lige nu er man afhængig af materialeleverancer, vi har inflation og så er der krigen i Ukraine. Så når der er så meget udefrakommende, så slår det igennem på beskæftigelsen, siger Klaus Helmin-Poulsen, formand for De Regionale Arbejdsmarkedsråd Vestjylland.
Det er et historisk set et meget lavt niveau. Den høje beskæftigelse og lave ledighed er ifølge økonomer et af dansk økonomis helt store lyspunkter lige nu.
Der er dog ifølge mange af de samme økonomer udsigt til, at inflationen og en nedgang i verdensøkonomien før eller siden vil betyde, at der bliver flere ledige i Danmark. Det skriver Ritzau.
Forventer ikke yderligere fald
Klaus Helmin- Poulsen tror dog ikke på at beskæftigelsen vil komme til at falde meget mere, fordi ledigheden i Vestjylland i forvejen er lav.
På trods af det oplever formanden, at virksomhederne kalder på arbejdskraft. Derfor ser han en idé i, at få ledige kvalificeret til virksomhedernes behov.
- Men der ligger også nogle udfordringer i forhold til at opkvalificere den arbejdsstyrke, der måtte være. For den ledighed, der er til rådighed, har ikke har nødvendigvis de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger, siger han.
Vi skal gøre os klar
På nuværende tidspunkt er formanden ikke alarmerende bange for ledigheden, men han er sikker på, at den på et tidspunkt vil komme til at stige.
- I Vestjylland er vi begunstiget med, at vi ligger meget lavt i forhold til ledigheden. Så nu skal vi vise rettidig omhu i forhold til opkvalificering og italesætte det overfor virksomhederne. Det er ligeså meget virksomhedernes opgave, som det er den enkelte ledige, fortæller Klaus Helmin- Poulsen.
Det er byen København, der på nuværende tidspunkt har den højeste ledighed på 3,2 procent.