Chauffører og lagerarbejdere stiger i løn: Kan smitte af på andre erhverv
Ny overenskomst skruer markant op for lønnen til transport-ansatte.
Der er en klækkelig lønstigning på vej til lastbilchauffører som Jens Peter Christensen.
- Jeg tror ikke, vi kunne forlange meget mere, i hvert fald.
For ham falder pengene på et tørt sted.
- Det er da noget, man kan mærke, når man er ude at handle for eksempel. Det koster lidt mere, siger han og referer til prisstigninger og inflation.
Stiger med 3000 kroner
En ny overenskomst for transportområdet blev torsdag præsenteret. Den nye overenskomst betyder, at timelønnen stiger med seks kroner i år og med fem kroner og 75 øre til næste år.
Alt i alt kommer chaufførernes løn til at stige med over 3000 kroner om måneden, og det var mere, end Poul Jørgensen, som er direktør i HV-transport i Herning, havde forestillet sig.
- Det er nok en anelse mere, end jeg havde forventet, men vi må jo sende regningen videre til kunderne, siger Poul Jørgensen.
Siden krigen i Ukraine begyndte sidste år, er omkostningerne i hans firma steget med 11 procent, og med den nye overenskomst kommer yderligere fire procent oveni, fortæller han.
Alligevel er han tilfreds med aftalen.
- Hvis alternativet er konflikt, så er det her jo bedre. Det er også vigtigt, at vi ligger pænt med lønninger, så vi kan blive ved med at fastholde de bedste chauffører, siger Poul Jørgensen.
Kan smitte af på andre erhverv
Ifølge 3F kan transportens overenskomst have betydning for overenskomster i flere andre erhverv.
Transport-overenskomsten er nemlig en såkaldt gennembrudsaftale på normallønsområdet, som betyder, at den udstikker kursen for i alt 170.000 lønmodtagere.
- Dem, der så skal ud at forhandle nu kan læne sig op ad, hvad der er kommet her. Derfor har den en betydning for resten af arbejdsmarkedet, når andre områder skal ud at forhandle, siger Jørgen Nielsen fra 3F Midtjylland.
- Den ligger linjen for, hvor niveauet ligger fremadrettet for overenskomster.
Han glæder sig over aftalen, når man ser på løndelen.
- Der er ingen tvivl om, at vores medlemmer har brug for pengene. Jeg tænker ikke, de bliver forgyldt, jeg tænker, de er ved at være tilbage til det niveau, der var før.
Overenskomstaftalen skal nu til urafstemning blandt 3F's medlemmer i april måned.
Og lastbilchaufføren Jens Peter Christensen er ikke i tvivl om, hvad han vil stemme.
- Jeg tror ikke, vi får noget, der er bedre, siger han.