Du kan nå det endnu: Knap 400 deltager allerede i årets store fotokonkurrence

Du kan stadig være med i konkurrencen om at vinde et professionelt print af dit bedste sommerbillede ved at deltage i TV MIDTVESTs fotokonkurrence.

Indtil videre har 386 midt- og vestjyder sendt deres sommerbillede.
Indtil videre har 386 midt- og vestjyder sendt deres sommerbillede.
Foto: Privatfoto

Sommerferien er i fuld gang for mange i landsdelen, og det samme er TV MIDTVESTs store fotokonkurrence.

Vi har allerede modtaget næsten 400 sommerpletskud fra midt- og vestjyder, der har set solnedgange, plukket sommerbuketter, og som har nydt solen på stranden.

Det er nemlig kun fantasien, der sætter grænser for, hvor årets bedste pletskud er taget, og vi vil meget gerne, at du sender dit bud på årets sommerbillede fra landsdelen til tvmidtvest.dk/sommerfoto.

Søndag 13. august er sidste chance for at få sendt sit bedste sommerbillede fra Midt- og Vestjylland.

Derefter vil TV MIDTVEST i samarbejde med influenceren Camilla Aakjær og naturfotografen Mikkel Jezequel udnævne årets vinder i uge 34.

Camilla Aakjær tager dagligt æstetiske billeder af sin boligindretning, som hun deler på sin Instagramprofil, hvor hun har mere end 26.000 følgere.

Også Mikkel Jezequel deler sine billeder af dyr og natur på sin Instagramprofil, og så har tidligere været med i TV MIDTVESTs serie Naturfotograferne.

Når de to fotografer i fællesskab har fundet fotokonkurrencens vinder, vil vinderen blive kontaktet og få udleveret sit pletskud i et stort print.