Kom med på rejsen: Efter fire års 'bortførelse' vender milliondyrt maleri hjem

quote Den ærlige version er nok, at vi mere eller mindre havde afskrevet det her maleri

Boe Hammelsvang, Menighedsrådsformand i Ølstrup

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Glæden strålede ud af øjnene på menighedsrådsformanden fra Ølstrup, efter nyheden om at Emil Nolde maleriet ”Middag i Emmaus” var fundet i Tyskland.

0:23
Boe Hammelsvang var måske Midt- og Vestjyllands lykkeligste mand, da han fik nyheden om, at maleriet var fundet.

Maleriet der har været en del af Ølstrup Kirkes altertavle siden 1904 – blev stjålet for fire år siden.

Derfor havde Ølstrup Kirkes menighedsråd opgivet håbet om, at værket - til en anslået værdi af over 10 millioner kroner - nogensinde kom hjem igen.

- Jeg blev mega glad, da jeg fik nyheden. Men samtidigt tænkte jeg også, ’kan det nu passe’, for det havde vi ikke regnet med, fortæller formanden for Ølstrup menighedsråd, Boe Hammelsvang.

Men det kunne det. Den 22. december fandt tysk politi det stjålne maleri i en privat ejendom.

I denne uge kom det berømte maleri endelig retur til Danmark. TV MIDTVEST var med nede at hente det, med til at pakke det ud på Nationalmuseet og så med til en snak med tysk politi om, hvordan de fandt det stjålne maleri.

Herunder kan du komme med på ”Middag i Emmaus’s” rejse hjem igen efter fire års 'bortførelse'.

 

muted

Første stop er Flensborg: Tilbage på danske hænder

Det er onsdag formiddag. Solen skinner, og alt ånder ro ved grænsen til Tyskland. De fleste krydser grænsen for skulle på arbejde, ferie eller en tur i Fleggaard. Men i dag har to betjente også taget turen sydpå – på en ganske særlig opgave - i en civil patruljebil.

- Tyskerne er nu klar til at levere det maleri, der blev stjålet fra en altertavle i en kirke ved Ringkøbing tilbage. Så det er vi nede at hente i dag, fortæller Kresten Lund Breinhild, som er politiassisent i central efterforskning hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Mens overleveringen finder sted, bliver kameraet smidt udenfor døren. Og kort efter kommer de to danske betjente ud med en pakke – en pakke til en anslået værdi af mere end 10 millioner kroner.

Her kommer det danske politi ud med maleriet "Middag i Emmaus" efter at have fået det overleveret af tyskerne.
Her kommer det danske politi ud med maleriet "Middag i Emmaus" efter at have fået det overleveret af tyskerne.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

En politiopgave der ligger langt fra hverdagen. For det er sjældent, der ligger omkring 10 millioner på bagsædet. Derfor tager de da også særlige forholdsregler i dag.

- Når vi kører normalt, havde vi nok holdt en pause, det tror jeg vi springer over at gøre i dag. Nu skal maleriet bare hjem i et sikret rum i Holstebro, inden det skal køres til Nationalmuseet i morgen, siger Kresten Lund Breinhild.

Selvom håbet måske nok næsten var væk hos menighedsrådsformanden, så har politiet hele tiden haft troen på, at maleriet før eller siden ville komme tilbage.

- Der har været nogle indikationer hen ad vejen, som har sagt, at det kunne godt dukke op igen. Sådan en sag her viser også bare, at internationalt samarbejde fungerer, siger Kresten Lund Breinhild.

Inden maleriet når helt til Kgs. Lyngby og Nationalmuseet, spoler vi lige tiden tilbage til dengang ”Middag i Emmaus” forsvandt.

muted

Tilbage i tiden: Manglende sikkerhed og stor sorg

Hans Emil Hansen – eller bedre kendt som Emil Nolde - malede ”Middag i Emmaus” tilbage i 1904. Dengang har de enten været heldige eller fremsynede i Ølstrup Kirke. I hvert fald lavede kirken sin bedste handel nogensinde, da de købte maleriet til deres altertavle for 340 kroner.

Selvom billedets værdi steg voldsomt med årene, så har det stået frit tilgængeligt i kirken bag en ulåst dør, så alle har kunnet nyde synet. Og tilbage i 2001 var der ingen snak om, at øge sikkerheden.

0:23
Menighedsrådsformand Jens Fjordside mener maleriet er sikkert, der hvor det hænger. TV MIDTVEST D. 29/8 - 2001.

Men i 2014 blev fristelsen af ti millioner stående frit fremme simpelthen for stor. Med en skruetrækker vristede en eller flere tyve det kendte maleri ned fra altertavlen i Ølstrup.
Til stor sorg for præsten og menigheden.

0:33
Menighedsrådet og præsten i Ølstrup var hårdt ramt, da maleriet blev stjålet i 2014.

Et år senere var politiet på bar bund. Efterforskningen gav simpelthen ikke resultater, og så måtte de råbe på hjælp.

 

Tyskerne hjælper: "Kunstfreund" er manden bag

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Der skulle gå et år endnu, efter politiet råbte på hjælp, inden de fik svar fra vores naboer mod syd.

- I november 2016 blev en afpresser anmeldt til politiet. Han ville aflevere billedet tilbage mod ti procent af værdien på 1,3 millioner euro, forklarer Ulrike Stahlmann-Liebelt, der er ledende overstatsanklager hos Anklagemyndigheden Flensborg.

Ulrike Stahlmann-Liebelt fortæller om, hvordan tyskerne fandt det forsvunde maleri.
Ulrike Stahlmann-Liebelt fortæller om, hvordan tyskerne fandt det forsvunde maleri.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Afpresseren gik under dæknavnet ”Kunstfreund” og sendte en krypteret besked til Emil Nolde stiftet. En besked, der ikke kunne spores med det samme, men gav nyt håb for, at maleriet ville komme tilbage.

Men en søgning i november 2017 gav pote. Her kom beviser frem, der linkede en person til tyveriet, og den 22. december fandt politiet så kunstværket hjemme hos netop denne person.

Alligevel er det ikke sikkert, at det er manden bag tyveriet, som politiet har fanget.

- Vi ved, at den her person, der nu sidder i fængsel, også sad i fængsel da tyveriet afpresningen fandt sted. Så det er umiddelbart ikke ham. Men vi ved, at der er en forbindelse. Og hvordan den præcis er, det undersøger vi fortsat, siger Ulrike Stahlmann-Liebelt.

Under alle omstændigheder, så er altermaleriet nu tilbage på dansk jord, og på trods af, at gerningsmanden formegentlig ikke er fanget. Så er sagen allerede en succes.

- At kunne give det næsten uskadt tilbage - det er en super sag, forklarer Ulrike Stahlmann-Liebelt.

Inden vi åbner for pakken og ser, hvordan maleriet ser ud i dag, skal vi lige på et museumsvisit.

Kunstmuseum i Tønder uddyber: Nolde er i høj kurs

Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Tilbage i Danmark kun få kilometer fra Emil Nolde museet ligger Kunstmuseet i Tønder. TV MIDTVEST tog turen forbi, for at blive klogere på, hvorfor Emil Nolde er noget særligt.

Her har de nemlig også et Nolde maleri hængende. Et værk som betyder uendeligt meget for museet, og som de kalder ’en af deres skatte’.

- Man skulle være en meget dårlig kunsthistoriker for ikke at kunne li’ ham, fortæller Iben Johansen, der er museumsinspektør hos Museum Sønderjylland.

For dansk-tyske Emil Nolde er en af største ekspressionistiske malere.

- Grunden til at Emil Nolde er så populær er 1 - kvaliteten af hans værker. 2 - deres popularitet og 3 - hans position, han er altså en af de store kunstnere at se op til, forklarer Iben Johansen.

Men selvom Noldes popularitet ikke er til at tage fejl af, og museerne hungrer efter hans malerier, som er umulige at komme i nærheden af med de budgetter, de fleste museer herhjemme har. Så er der ikke modstand mod, at den dyre kunst har plads i landets kirker.

- Jeg vil sige det sådan, at der rundt i de danske kirker hænger utroligt flotte altertavler og smukke udsmykninger af både udenlandske og danske kunstnere - og det hører altså også hjemme i kirkerne, slår Iben Johansen fast.

muted

Afsted til Nationalmuseet: Maleriet pakkes ud

Torsdag formiddag ankommer ”Middag i Emmaus” til Kgs. Lyngby i en hvid varevogn. Her står Mikala Bagge, som er malerikonservator klar til at tage i mod.

- Vi håber meget, at maleriet stadig har det godt, siger Mikala Bagge.

Maleriet er pakket ind i pap, som er tapet godt sammen i siderne. Så da politiet bærer pakken ind sammen med Mikala, bliver hun alligevel lidt nervøs for standen på billedet. For hun kan mærke, at der ikke er nogen ramme på længere.

Malerikonservator på Nationalmuseet Mikala Bagge skal som den første se
Malerikonservator på Nationalmuseet Mikala Bagge skal som den første se
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Med maleriet på plads i Nationalmuseets laboratorium, skal det endelig pakkes ud. Politiet er blevet for at overvære udpakningen, de skal lige sikre sig, at der nu også er et maleri i pakken.

0:54
Her er reaktionen, da Emil Noldes maleri ses igen for første gang i fire år.

 

Kunstværket har flere hvide pletter der hvor der før var maling, det er pillet af sin ramme, har flere buler og ser i det hele taget meget medtaget ud efter fire års fangenskab.

- Man kan se igennem ’grunderingen’ flere steder, her mangler der simpelthen farve, som er røget af, fortæller Mikala Bagge.

Men inden dommen over billedets stand er klar, så skal værket ud på endnu en køretur. Denne gang kun til et andet rum hos Nationalmuseet. For der kan være skader, der ikke kan ses med det blotte øje.

Ind i det blå skær: Dommen over skaderne

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

I den anden ende af Nationalmuseet skal maleriet ses i et andet lys. Her har de nemlig UV-lamper, der skal afsløre, om maleriet har fået flere skader. 

- Med UV lys kan vi se, hvordan skaderne ser ud i overfladen, forklarer malerikonservator Mikala Bagge.

UV lys kan afsløre skader i overfladen, som ikke kan ses ved første øjekast.
UV lys kan afsløre skader i overfladen, som ikke kan ses ved første øjekast.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

I det blå skær studerer Mikala Bagge malingen og manglen samme. Og heldigvis er hun fortrøstningsfuld.

- Min umiddelbare vurdering er, at der er ikke sket mere end det, vi kan se med det blotte øje, forklarer hun.

Selvom skaderne ser voldsomme ud, så er Nationalmuseet ikke i tvivl om, at det hele kan laves igen. Maleriets høje værdi har i hvert fald ikke umiddelbart taget skade.

- Jeg tror man vil sige, at det bevarer sin værdi. Det er ikke noget, der er essentielt for maleriets forståelse, det der mangler. Og når vi først har fået retoucheret det, så er der ikke en kat, der kan se forskel, siger Mikala Bagge.

Hvor går turen hen nu? Fremtiden for "Middag i Emmaus"

Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Med maleriet i sikre kyndige hænder skal de næste dage nu gå med yderligere undersøgelser, for at finde ud af, hvordan kunstværket bedst muligt bliver lavet.

- Nu skal vi for alvor at vurdere, hvor lang tid det vil tage at sætte maleriet i stand. Og når vi har gjort det, så inviterer vi menighedsrådet over – så vi kan få en god snak om, hvad der skal gøres.

Når først Nationalmuseet går i gang med restaureringen, gætter Mikala Bagge på, at det kan laves i løbet af en måneds tid.

Hvad der så skal ske, er endnu uvist. Der er flere forsikringsmæssige ting, der skal på plads, inden maleriet igen forhåbentligt kan komme tilbage til sin rette plads på Ølstrup Kirkes altertavle.

Her hænger der nu et maleri fra en lokal kunstner – men mon ikke der igen bliver plads til ”Middag i Emmaus”, hvis der kan findes en måde at sikre, at Emil Noldes værk denne gang ikke bliver ’bortført’.

Står det til malerikonservatoren, så har maleriet i hvert fald kun et sted, det kan hænge.

- Det her maleri, det har en historie og er dybt forbundet med Ølstrup kirke. Jeg kan slet ikke se, at det skal være andre steder, siger Mikala Bagge. 

8:49
Indblik Søndag: Emil Noldes maleri "Middag i Emmaus" vender hjem. TV MIDTVEST var med på rejsen - se programmet her.

Journalister: Henrik Birkbak & Frederik Helms

Foto: Henrik Birkbak