Esben Lunde Larsen afviser anklager om løgn
Miljø- og fødevareministeren afviser at have tilbageholdt vigtig information fra Folketinget.
Seks partier i Folketinget anklager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) for at have løjet for dem i en sag om fiskekvoter. Ministeren selv afviser anklagerne.
- Det er et billede, jeg ikke kan genkende. Jeg har ikke noget som helst ønske om at tilbageholde information, siger Esben Lunde Larsen til TV MIDTVEST.
Ifølge Berlingske har ministeren kun fremlagt et potentielt løsningsforslag til Folketinget om, hvordan man kan hindre, at få fiskere sidder på store dele af fiskekvoterne.
Men et notat fra NaturErhvervsstyrelsen fra 2015 præsenterede 16 konkrete forslag. Det får de seks partier, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet, til at mene, at ministeren har løjet.
- Mig bekendt er jeg ikke blevet forelagt idekataloget fra 2015, som Berlingske omtaler. I øvrigt også et katalog fra før, jeg blev minister på det her område, siger Esben Lunde Larsen.
Hvis de seks partier holder fast i, at Esben Lunde Larsen har løjet for dem, kan det blive svært for ham at beholde sin ministerpost. Det vil et samråd ifølge Esben Lunde Larsen dog undgå.
- Jeg forstår ikke, hvis partierne oplever, at jeg skulle tale usandt. Jeg er meget villig til at drøfte løsninger med partierne bag fiskeripakken. Og jeg har flere gange inviteret dem til drøftelse om at løse denne her problemstilling, men det møder jeg naturligvis op i et samråd og gør grundigt rede for, hvis det er det, de ønsker.
Hvad vil der ske, hvis de fastholder kritikken efter samrådet?
- Det må jeg jo forholde mig til til den tid. Mig bekendt har jeg ikke fået forelagt idekataloget, og det vil jeg naturligvis gøre grundigt rede for i et samråd. For jeg kan ikke genkende det billede, der bliver tegnet.
Kan man blive siddende som minister, hvis det er en holdning flertallet også har efter samrådet?
- Jeg har aldrig begivet mig ud i spekulationer. Jeg forholder mig til sagen, når den er der.
Hvad vil du gøre nu for at ride stormen af?
- Hvis jeg bliver bedt om at møde op i et samråd, så gør jeg naturligvis det og gør grundigt rede for, hvordan denne her problemstilling, den er. Og det gør jeg med sindsro.
Ib Poulsen kalder Esben Lunde Larsen for en løgner, mens Socialdemokraterne beskylder ham for at tale usandt.
Fire andre partier har medunderskrevet et samrådsspørgsmål, der beskylder ministeren for at have tilbageholdt vigtige oplysninger.