Glatte veje og isslag kan overrumple bilister
Endnu har der ikke været mange morgener med frost, og det skal bilister fortsat omstille sig til, melder DMI.
Årets første december- og vintermorgen er præget af en cocktail af vejbaner under frysepunktet, enkelte byger samt fugt i luften.
Og det kan give spejlglatte veje flere steder i landet, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Bolette Brødsgaard.
Der er blevet saltet på langt de fleste større veje, påpeger meteorologen.
Men særligt i indkørsler og på mindre veje skal man være opmærksom.
- Det er jo en af de første morgener med glatte veje, vi har, så fordi mange af os ikke er opmærksomme på det endnu, kan det være rigtig farligt, siger hun.
Både på Sydsjælland og i Syd- og Sønderjylland har politiet advaret om glatte veje natten til søndag.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi skriver på Twitter:
- Vestmotorvejen er MEGET glat, og der er sket flere uheld mellem Sorø og Ringsted. Sæt farten ned!
Ingen frost ved kysterne
Natten til søndag oplyser politiet dog, at ingen af uheldene var alvorlige.
Der er dannet isslag flere steder i Syd- og Sønderjylland, og folk opfordres derfor til at passe på.
Sådan lyder meldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
- Så snart du træder udenfor din dør her til morgen, kan du være i fare for at falde. Der er faldet isslag flere steder i Syd- og Sønderjylland, skriver politikredsen.
Isslag er et fænomen, der opstår, når underafkølet regn rammer jorden og straks bliver omdannet til is.
Bortset fra ved kysterne er der tidligt søndag frost i det meste af landet, oplyser Bolette Brødsgaard.
Hovedsageligt på Vestkysten, Lolland-Falster, Fyn samt i Syd- og Sønderjylland har der også været mindre byger.
- Det er ikke meget vand, men lige akkurat nok til at give våde vejbaner, som så risikerer at fryse til, siger Bolette Brødsgaard.
Derfor skal man være opmærksom. Især hvis man stadig kører rundt på sommerdæk.
- Hvis man har bil, skal man tænke på, om man har skiftet til vinterdæk, for det gør jo også en forskel, siger hun.