Glatte veje skyld i flere færdselsuheld
Vejene i det midt- og vestjyske har onsdag morgen været ramt af flere solouheld.
Flere steder i landsdelen har glatte veje overrasket bilisterne i morgentrafikken. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi, har der været 5-6 uheld i hele politikredsen fra kl. 7:00 frem til klokken 8:30. Politiet håber, at uheldene er overstået for i dag.
- 7-9-13, så har vi ikke haft nogen den seneste time. Det var mest i morgentrafikken, inden solen kom frem, lyder det fra Lars Even, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Et af de steder, det gik galt i morges var på Allinggårdsvej nær Resenbro, hvor en mand kørte galt, da han mistede herredømmet.
- Han vælter rundt i bilen, fordi det er glat, fortæller Anders Simonsen, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand & Redning.
- Andre bilister fik ham ud af bilen, og han er sluppet med nogle småknubs.
Ifølge vagtchefen har ingen af uheldene været alvorlige, og de fleste skader er materielle.